Iværksætterlæge Niels Kvorning: “Som start-up skal du kunne slå din egen ide ihjel”
Uanset hvor meget du elsker din egen ide, skal du være forberedt på virkeligheden – og klar til at slå din ide ihjel. Ellers kan du ikke sikre nye sundhedsløsninger, der for alvor skaber værdi. Det mener Niels Kvorning, der er læge og CEO i MedTech-virksomheden Melatech, og det var bare ét af de konkrete råd, han gav deltagerne på Health Innovators 2021, hvor han var en af brancherådgiverne.
Af Oskar Schade, CHI
Det er regel nummer ét i en start-up – du skal brænde for din ide og for at finde en nytænkt løsning på et alment problem. Men hos Niels Kvorning, der er læge, forsker og CEO i Melatech, er regel nummer to, at du skal være villig til at slå din ide ihjel eller ændre den væsentligt, hvis den ikke virker. Ellers kommer du aldrig til at udvikle værdiskabende sundhedsløsninger, som han siger.
Det er noget, han ved en del om, for han har – og er stadig – det hele igennem selv med sin MedTech-virksomhed Melatech. I 2018 deltag han som studerende i Health Innovators, og siden dengang har han satset alt på softwaren DermLoop, der via kunstig intelligens giver læger et adaptivt læringsredskab til hudkræftdiagnostik og samtidig sikrer en mere effektiv journalføring for hudpletter.
Undervejs har han måtte gå på kompromis med sin medicinske karriere og set nogle start-ups lykkes og langt de fleste falde til jorden. Det er disse erfaringer, han gav videre som rådgiver for de studerende i Health Innovators 2021.
Få brugerne med så tidligt som muligt
Det første råd, Niels Kvorning giver de studerende er at forstå, hvordan indkøb i den offentlige sundhedssektor foregår:
“Det offentlige indkøb er overhovedet ikke styret af markedsmekanismer, og derudover er der på nuværende tidspunkt ingen instans i Region Hovedstaden, der kan tilbyde de penge, der skal til i et godt start-up-projekt,” forklarer Niels Kvorning og uddyber, at det betyder, at de aspirerende iværksættere i den grad skal være kritiske over for deres egen ide:
“Du bliver nødt til at få testet ideen og helst ‘dræbe den’ eller tilpasse den radikalt så hurtigt som muligt. At komme igennem til det offentlige handler nemlig ikke bare om at have en smart ide – du skal have en færdig løsning, som sygehuset kan sige ja til her og nu.”
“Det handler om at starte med værdien for brugeren – og derefter værdien for den instans, som i sidste ende skal købe løsningen. Hovedparten af health-start-ups dør, før de kommer i hænderne på en læge eller patient. Men de rigtigt gode projekter, der skaber værdi for klinikere og patienter, de udvikler sig og overlever som regel. Ideen er ikke noget i sig selv – det er eksekveringen, der er alfa og omega”
Niels Kvorning
Men snakken om, hvordan du som start-up indtager markedet, giver kun mening, hvis du har været kritisk over for din ide og har fået den gennemtestet. Det er nemlig afgørende, at løsningen genererer væsentlig værdi for både patienter og læger.
“Det handler om at starte med værdien for brugeren – og derefter værdien for den instans, som i sidste ende skal købe løsningen. Hovedparten af health-start-ups dør, før de kommer i hænderne på en læge eller patient. Men de rigtigt gode projekter, der skaber værdi for klinikere og patienter, de udvikler sig og overlever som regel. Ideen er ikke noget i sig selv – det er eksekveringen, der er alfa og omega,” mener Niels Kvorning.
Test, test, test!
Skal du kunne præsentere en løsning, der ligner et færdigt produkt, er du nødt til at få den testet i en konkret klinisk hverdag – for spørgeskemaer når sjældent ind til kernen af en løsnings værdi.
“Et eksempel er en ‘wearables’ (a la Fitbit). Du kunne lave en 3D-printet version af din wearable og se, om patienten gider at gå med den i en uge. Alene det at patienten har gået med den, giver værdifuld viden. Der kan du hurtigt blive klogere på, hvad der skaber værdi for mennesker,” råder Niels Kvorning, der også selv har måttet sætte spørgsmålstegn ved grundpræmissen i Melatechs produkt:
“Selv om vores ide kom fra klinikken, var den langt fra god nok i starten. Præmissen var at læring var løsningen, men læring uden integration i klinikken, fx journalføring og teledermatologi, var ikke en levedygtig løsning”
Niels Kvorning
“Selv om vores ide kom fra klinikken, var den langt fra god nok i starten. Præmissen var at læring var løsningen, men læring uden integration i klinikken, fx journalføring og teledermatologi, var ikke en levedygtig løsning.”
Men problemer kan også vise sig i mere trivielle aspekter.
Små problemer kan fælde store ideer
“I Melatech var et af vores største problemer, at folk glemte deres loginkode. Det er bare en af de realiseringer, vores rejse bærer præg af. Vi er kommet hertil, fordi vi altid har været klar til at dræbe vores ide.”
For Niels Kvorning er eksemplet med loginproblemerne en understregning af, at du skal være kritisk over for alle aspekter af din start-up. Et eksempel han stadig efterlever i Melatech:
“Det er fx ikke sikkert, at jeg er den rigtige CEO om to år. Går du ind det her for penge eller prestige, har du valgt det forkerte domæne. Du skal gøre det, fordi du ikke kan lade være og virkelig brænder for at løse et ægte problem.”
Niels Kvorning
“Det er fx ikke sikkert, at jeg er den rigtige CEO om to år. Går du ind det her for penge eller prestige, har du valgt det forkerte domæne. Du skal gøre det, fordi du ikke kan lade være og virkelig brænder for at løse et ægte problem.”
“Du får uventede ting ud af Health Innovators”
Selvom Health Innovators ikke direkte åbnede dørene til det offentlige for Melatech, ser Niels Kvorning alligevel oplevelsen som en vigtig del af virksomhedens rejse.
“Det kan være uventede ting, du får ud af at deltage i programmer som Health Innovators. Vi fik i sin tid kontakt til en nøgleperson fra Innovationsfonden. Via hans rådgivning blev vi klar til at søge Grand Solutions-programmet, og jeg er ikke i tvivl om, at den direkte kontakt har gjort, at vi lykkedes med at få det i hus. Og havde vi ikke fået den funding, ville vi ikke have været, hvor vi er i dag.”