I Health Innovators lærer spirende iværksættere at komme væk fra skrivebordet

I 7 år har Health Innovators, CHIs idéudviklingsprogram for studerende med idéer til nytænkende sundhedsløsninger, fordret en behovscentreret tilgang til sundhedsinnovation. Vi bad Peter Løvschall, Innovationskonsulent og programkoordinator for Health Innovators, om at gøre status over programmet. De studerende lærer at række ud i en uhyre kompleks sektor, fortæller han. Det er en kompetence der er uvurderlig i egne startups såvel som i sundhedssektoren.

Af Oskar Schade, CHI

Sundhedsinnovation kan have sit afsæt i hospitalet, men kan lige så vel spire fra iderige studerende. Det er en ressource vi som sektor skal høste. Derfor lancerede CHI i samarbejde med en række uddannelsesinstitutioner i 2017 Health Innovators; et inkubationsprogrammer for studenterskabte sundhedsløsninger. Siden da har I alt 75 Teams været igennem programmet. Vi bad Peter Løvschall, Innovationskonsulent og programkoordinator for Health Innovators, om at gøre status.

Innovationskonsulenten har prøvet det hele. Med en baggrund i multimedie-design langt fra sundhedssektoren, har han selv oplevet alt fra en venturefunded succes som iværksætter til konkursbegæringer og har været del af entreprenørmiljøer i både Danmark og Sverige. Det er erfaringer han aktivt bruger til at lære fra sig, når nye spirende iværksættere skal finde det rigtige springbræt for deres idé, fortæller han.

Følg CHI på LinkedIn

Ingen “one-size-fits-all”

I Health Innovators modtager hvert team individuel rådgivning. Sundhedsløsninger, forklarer Peter Løvschall, er nemlig ofte lige så bredspektrede som den sektor de er tilsigtet:

“Det er vores målsætning, at alle der deltager på programmet får innovationskompetencer som de kan drage nytte af når de får arbejde i f.eks. Region Hovedstaden”.

Peter Løvschall, Innovationskonsulent

”Det har været en vigtig erkendelse, at sundhedssektoren er så mangefacetteret, at vi ikke kan tage en ’one-size-fits-all’ tilgang programmet. Det der er afgørende for Health Innovators, og som adskiller det fra andre innovationsprogrammer, er at markedet er helt utroligt komplekst. Det er ikke altid transparent, hvordan man eksempelvis sælger sit produkt til et hospital eller en kommune. Vi inkluderer også teams, der arbejder med folkesundhed og som ønsker at skabe en bevægelse eller NGO rettere end et salgbart produkt. Andre arbejder med Global Health og orienterer sig ikke nødvendigvis mod det danske sundhedsvæsen”.

Udforsk CHIs store case-katalog, hvor sundhedsprofessionelle fra hele Region Hovedstaden har indsendt virkelige udfordringer!

Sundhedssektoren er evigt omskiftelig. Den spejler generelle samfundstendenser, og det mærkes også i Health Innovators, fortæller Innovationskonsulenten. Nye dagsordner finder indpas, og i nogen tilfælde er de studerende særligt på forkant med fremtiden:

”Vi gør det klart for de studerende at bæredygtighed må og skal tænkes med i ethvert projekt, og at dette særligt gælder, hvis man ønsker at sælge til Region Hovedstaden. Derudover, er AI ikke til at komme uden om. Det er en teknologi som allerede er i gang med at ændre procedurer ude i klinikken. Vi ser også at nogle studerende har kunstig intelligens som del af deres kernefaglighed, og tager det med ind i udviklingen af deres idé. Det er ikke noget der er på hylderne i efteruddannelse ude på klinikkerne. Derfor er det også et godt eksempel på hvordan studerende kan bidrage med noget som det eksisterende sundhedsvæsen ikke har øverst på agendaen”.

Den personlige forbindelse

Desuden, fortæller Peter Løvschall, ses der en tendens til at flere studerende arbejder med FemTech løsninger. Først og fremmest er det med til at udligne en kønsulighed. Men mindst lige så vigtigt, betyder det at der bliver arbejdet med sygdomme, som der ikke har været stor opmærksomhed på fra sundhedssektorens side:

“En af de vigtigste kompetencer som man lærer i Health Innovators – og som man skal lære hvis man vil starte en virksomhed – er evnen til at række ud og opbygge et netværk. Det er helt afgørende, at man kommer væk fra skrivebordet”.

Peter Løvschall, Innovationskonsulent

”Jeg er rigtig glad for at der kommer flere og flere Health Innovators der vil arbejde på løsninger til sygdomme, som specifikt rammer kvinder. Lidelser, der tidligere blev set som en naturlig del af at være kvinde og som der historisk set ikke er blevet brugt så mange ressourcer på”.

Desuden har de studerende i stigende grad en interesse i at omsætte egne erfaringer til løsninger, forklarer Peter Løvschall. Patienter kan vi alle blive, og for nogle Health Innovators deltagere kan eget sygdomsforløbet virke som afsæt for innovationsrejsen:

”En ret fantastisk ændring vi har set er, at flere og flere studerende er motiveret til at skabe forandring på baggrund af deres egne, oplevede problemer og livssituationer. Der er nogle teams der kommer ind med et særligt drive for at skabe nogle helt grundlæggende ændringer i samfundet. De studerende er sjældent bange for at italesætte deres personlige forbindelse til en problemstilling. Det er i min opfattelse en rigtig god måde at skabe opmærksomhed om kroniske lidelser, og det har en særlig værdi når budskaber kommer fra stifteren af en startupvirksomhed”.

Væk fra skrivebordet!

Med 7 år på bagen, er Health Innovators i dag et udviklingsprogram med en historie. Det betyder ikke mindst at tidligere deltagere har kunne lade deres erfaringer modne, og i nogen tilfælde se deres løsninger virke. Det giver nye deltagere en unik mulighed for sparring, mener Peter Løvschall:

“Det er en fornøjelse at se hvordan de tidligere deltager hjælper de nye Health Innovators Teams. De ved præcis hvordan det er at stå i den tidligere fase og ikke vide hvordan man kommer i gang”.

Peter Løvschall, Innovationskonsulent

”Vores Health Innovators alumni er helt uvurderlige. Dé studerende, der fortsætter med at arbejde med deres idé, er ofte dem der har fat i noget rigtigt, og har modtaget økonomisk støtte. Det er en fornøjelse at se hvordan de tidligere deltager hjælper de nye Health Innovators Teams. De erfaringer de har gjort sig, er stadig meget præsente. De ved præcis hvordan det er at stå i den tidligere fase og ikke vide hvordan man kommer i gang”.

Foruden sparring med tidligere deltager, opfordres de studerende til at række ud til såvel eksperter som de sundhedsprofessionelle, der i sidste ende skal have de studerendes løsninger mellem hænderne. Spørger man Peter Løvschall, er det at etablere og dyrke et netværk nemlig alfa og omega:

”En af de vigtigste kompetencer som man lærer i Health Innovators – og som man skal lære hvis man vil starte en virksomhed – er evnen til at række ud og opbygge et netværk. Det er helt afgørende, at man kommer væk fra skrivebordet og får feedback fra patienter, klinikere og Key Opinion Leaders – ledende forskere på et givent område. Det er den vigtigste læring i programmet, såvel som i innovation generelt; at kunne række ud og stille de rette spørgsmål”.

Læs også:

Studerende strømlinede kommunikationen af ny teknologi

Læs hele artiklen her.

Virksomheden er ikke et succeskriterie

Skal man tale om den værdi et program som Health Innovators skaber, handler det imidlertid ikke om at tælle hvor mange virksomheder programmet har kastet af sig, slår Peter Løvschall fast:

“Det er et fåtal af deltagerne i Health Innovators, der bliver til virksomheder. Det er vi bevidste om. Men endnu vigtigere er vi bevidste om at det ikke gør noget. Det er vores målsætning, at alle der deltager på programmet får innovationskompetencer som de kan drage nytte af når de får arbejde i f.eks. Region Hovedstaden”.

Innovationskompetencer er derfor ikke nødvendivis bedst brugt i egen virksomhed. Health Innovators programmet giver de studerende en sans for problemløsning der kan gøre en forskel i alle hjørne af en kompleks sundhedssektor, forklarer Innovationskonsulenten:

”Det er kompetencer som vi lidt populært kan kalde 21st Century Skills. Det handler bl.a. om at arbejde på tværs af faggrænser, tage initiativ, udvise lederskab samt ikke mindst at udvikle sine sociale færdigheder. En metodisk tilgang til brugerdrevet innovation kræver ofte at man har udviklet sine sociale færdigheder og et af vores håb med Health Innovators er at de studerende bliver klædt på til at tage del i den udvikling, når de ender i fast arbejde.”.