Et kig ind i innovationens maskinrum
I CHI har vi stor glæde af at fortælle de gode historier om den nytænkning som samarbejdet mellem klinikere og studerende fostrer. Men bag hvert samarbejde findes en lang række ofte usynlige processer. Derfor vi inviterer vi dig ind i CHIs ”maskinrum” med vores egne innovationskonsulenter Nina Riis og Nina Marie Brocks.
Af Oskar Schade, CHI
Mødet mellem studerende og klinikere kan noget helt særligt. Det er sjældent komplet gnidningsfrit, når den kliniske hverdag gæstes af idérige og nysgerrige unge mennesker, men netop denne nysgerrighed giver anledning til en nødvendig nytænkning af arbejdsmåder. Det kan CHIs innovationskonsulenter Nina Brocks og Nina Riis i den grad skrive under på.
De usynlige tandhjul
Med alt fra studenterproducerede digitale løsninger, der kan integreres i Sundhedsplatformen, eller lysdesign til hospitalernes ventefaciliteter, skaber uddannelsessamarbejderne tydelig værdi. Men bag de samarbejder, der skal skabe et fundament for fremtidens sundhedsløsninger, og bygge bro mellem praksis og uddannelse, findes et ofte usynligt arbejde:
“Det er to vidt forskellige verdener vi kobler, som har hver sine hovedformål, og pludselig laver vi et ”mix” af det. Omvendt er det netop dette der er så motiverende ved vores arbejde. Vi får et indblik i nogle uhyre komplekse hverdage – i klinikken som på universitet – der ofte holdes adskilt”
Nina Brocks, Innovationskonsulent
”Et enkelt samarbejde har et helt netværk af forskellige videns- og ressourcepersoner bag sig. Det tror jeg ofte er meget lidt synligt”, Fortæller Innovationskonsulent Nina Brocks.
CHIs katalog over projektcases og kurser, der dækker en bred vifte af fagligheder samt afdelinger fra alle regionens hospitaler, er nemlig resultatet af en proces, hvor klinikeres ofte meget konkrete problemer vejes op mod abstrakte læringsmål. Det er en proces, der har sine udfordringer, men som bærer frugt i de konkrete møder mellem mennesker, forklarer Nina Brocks:
”Der er en fejlmargen, men når vi lykkedes med de her samarbejder så er der simpelthen så stort et potentiale. Det er en sjældenhed, at vi følger et forløb til ende, uden begge parter har fået spændende oplevelser med sig – og lige så sjældent er det at samarbejdspartnere ikke kommer igen”.
Det organisatoriske maskineri
At sætte nysgerrige studerende i forbindelse med sundhedsprofessionelle, hvis hverdag byder på en anderledes rytme, og hvor der sjældent er tid til at vige fra driftsopgaver, skaber imidlertid også et møde mellem to tydeligt forskellige tankesæt:
”Det er jo en fuldt pakket hverdag de studerende træder ind i, og det skal de forberedes på. Det er to vidt forskellige verdener vi kobler, som har hver sine hovedformål, og pludselig laver vi et ”mix” af det. Omvendt er det netop dette der er så motiverende ved vores arbejde. Vi får et indblik i nogle uhyre komplekse hverdage – i klinikken som på universitet – der ofte holdes adskilt”, fortæller innovationskonsulenten.
I en organisation som Region Hovedstaden med godt 40.000 medarbejdere er den interne synliggørelse af CHI-initiativet en stor opgave i sig selv. Ambitionen er imidlertid klar for de to innovationskonsulenter:
”Vores langsigtede vision er, at den her måde at arbejde med udvikling på, hvor uddannelse, klinik og behovsafdækning ses som flere sider af samme sag, skal være en integreret del af måden hvorpå vi arbejder med innovation i Region Hovedstaden”, fortæller kollegaen Nina Riis.
Blik for potentialet
Når dette potentiale skal indfries, vil man dog unægtelig møde forskellige opfattelser af det enkelte samarbejdes værdi, forklarer Nina Riis:
“Den store kunst i det her er at få de to ender til at mødes – at de studerendes faglige mål møder klinikernes konkrete behov”
Nina Riis, Innovationskonsulent
”Klinikere har ofte blik for hvad udfordringerne er lige nu og her. Omvendt har underviserne og forskerne tendens til at have et meget bredt fokus. De er interesserede i de studerendes læring. Derfor findes der ofte forskellige blik på hvad samarbejdets potentiale er”.
En kerneopgave for CHI – i de enkelte samarbejder som på den lange bane – er derfor at understøtte et mere symbiotisk forhold mellem klinikere og studerende. Men også når parternes forskellige forventninger bliver udfordret, kan der opstå noget særligt, forklarer innovationskonsulenten:
”Den store kunst i det her er at få de to ender til at mødes – at de studerendes faglige mål møder klinikernes konkrete behov. Nogle gange lykkes det, og andre gange kommer der noget helt tredje ud af samarbejdet, som ingen af parterne havde forventet. Det er ofte i sidstnævnte scenarie vi ser de allermest spændende resultater. I begge tilfælde er vores opgave at få talt det fælles tredje frem”.
Nina Brocks
Innovationskonsulent
Nina Riis
Innovationskonsulent
