CHI sætter innovation på dagsordenen i uddannelse af sygeplejersker

Sygeplejerskeuddannelsen foregår foregår i høj grad ude i klinikophold på hospitaler og kommunale uddannelsessteder, og den kliniske undervisning rummer derfor et stort potentiale som læringsrum. At skabe rum for innovation under uddannelse ligger i CHI’s DNA. Derfor tog en gruppe kliniske undervisere på Herlev/Gentofte Hospital kontakt til CHI – Et samarbejde, der har ledt til oprettelsen af et regionalt netværk af kliniske undervisere og vejledere, der arbejder for, at gøre innovationskompetencer til en integreret del af sygeplejerskers kernefaglighed.

Af Ane Price Mørk, CHI

At skabe rum for innovation under uddannelse ligger i CHI’s DNA. Men hvordan kan man sikre sig at innovationskompetencer bliver en integreret del af en professions kernefaglighed? Det er et af spørgsmålene CHI, sammen med et nyoprettet regionalt netværk af kliniske undervisere og vejledere, arbejder på at undersøge i en sygeplejefaglig kontekst.

Sygeplejerskeuddannelsen foregår ca. halvdelen af tiden ude i klinikophold på hospitaler og kommunale uddannelsessteder, og den kliniske undervisning rummer derfor et stort potentiale som læringsrum. Da innovationskompetencer udvikles både gennem undervisning om innovation og især gennem opdagelse og erfaring i innovation, er den kliniske undervisning desuden en oplagt arena til at prøve kræfter med innovation.

Følg CHI på LinkedIn

Et fokus på innovation under uddannelse kan potentielt forberede de studerende på et sundhedsvæsen i udvikling og klæde dem på til at bidrage med nye løsninger til krydspresset mellem ressourcer, forventninger og udvikling, som det kontinuerlige krav om effektivisering og kvalitetsløft af den offentlige sektor medfører. Forskning peger imidlertid også på, at arbejdet med innovation kan spille en afgørende rolle i den vigtige dagsorden omkring fastholdelse og rekruttering, da det kan bidrage til at sygeplejersker oplever mere mening i deres arbejde.

Innovationscaféen

En gruppe kliniske undervisere på Herlev/Gentofte Hospital fik tilbage i januar 2020 lyst til at lære mere om begrebet innovation, og gruppen tog derfor kontakt til CHI med ønsket om at kvalificere deres arbejde med innovation i en klinisk uddannelsesmæssig kontekst. I samarbejde med CHI blev en Innovations Café for 6. semester sygeplejerskestuderende etableret, som et forsøg på at skabe en læringsramme for, hvordan man kan undervise i og med innovation.

Arbejdet i det sygeplejefaglige netværk om innovation i sygeplejerskeuddannelsen er vigtigt, fordi det bidrager til at de kliniske undervisere og kliniske vejledere kan være med til sætte fokus på og støtte de studerende i deres klinikperioder til at arbejde med innovation i sygeplejen.

Birgitte Lichtenstein, Uddannelseskonsulent

På baggrund af succesfulde erfaringer med Caféen, mente de involverede klinikere og CHI, at der var grobund for at opstarte et regionalt netværk med repræsentanter fra alle regionens hospitaler, hvilket blev til etableringen af ’Regionalt netværk for innovation i sygeplejerskeuddannelsen’. Hensigten med netværket er bl.a. at komme med bud på, hvordan man kan kvalificere uddannelsesopgaven omhandlende innovation i den kliniske undervisning, så innovationskompetencer bliver en integreret del af de studerendes kernefaglighed.

Spørger man Birgitte Lichtenstein, uddannelseskonsulent i Sektion for Grunduddannelse og Uddannelsesudvikling i Region Hovedstaden, er netværket med til dels at støtte de enkelte studerende, og dels at løfte fagligheden bredt set:

Jeg synes arbejdet i det sygeplejefaglige netværk om innovation i sygeplejerskeuddannelsen er vigtigt, fordi det bidrager til at de kliniske undervisere og kliniske vejledere kan være med til sætte fokus på og støtte de studerende i deres klinikperioder til at arbejde med innovation i sygeplejen. På den måde kan arbejdet med de studerende være med til løfte kvaliteten i uddannelsen og i den direkte sygepleje. Netværket er hermed medvirkende til at understøtte en kontinuerlig udvikling i den sygeplejefaglige praksis.

Fakta om Sygeplejerskeuddannelsen

Eftersom ca. 85% af sygeplejerskestuderende ender med at arbejde som klinikere, er det af afgørende betydning for patienter og borgere, og i sidste ende samfundet, hvilken faglighed de får med sig efter endt uddannelse. En revidering af bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen tilbage i 2016, satte bl.a. fokus på nye færdigheder og kompetencer indenfor innovation, der peger på at studerende selvstændigt skal mestre det tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde, samt skal initiere og deltage i bl.a. innovationsarbejde.

Mellem frihed og strømlining

Med en revidering af bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen i 2016 kom også friheden blandt professionshøjskolerne til selv at tilrettelægge studieordningen til uddannelsen. Dette er blot én årsag til, at det kan være udfordrende at arbejde strømlinet med innovation i den kliniske undervisning. En spørgeskemaundersøgelse udført af CHI i foråret 2022 viste bl.a., at denne frihed naturligt afspejler et blandet fagligt fundament, som de studerende bærer med sig ind i den kliniske undervisning.

Læs også:

Oversygeplejerske: De studerende brænder for det
her arbejde og man kan ikke undgå at blive smittet

Læs hele artiklen her.

I tillæg til dette er tilgangen til arbejdet med innovation på Region Hovedstadens hospitaler og kommunale kliniksteder ofte forskellige. Sammenlagt kan det derfor være udfordrende for de involverede klinikere og studerende, at finde et fælles fagligt og didaktisk ståsted, hvilket flere af svarene fra spørgeskemaundersøgelsen også peger på.

Vores undersøgelse

De studerende mener overvejende der plads til forbedring i samarbejdet mellem skole og klinik, så sammenhængen mellem den teoretiske og den kliniske undervisning bliver mere tydelig. En stor del af de sundhedsfaglige er enige i dette og efterspørger ydermere at de studerende bliver bedre forberedt på hvordan man kan arbejde med innovation i praksis. Både de studerende og de sundhedsfaglige mener det at lære om innovation har stor betydning for udøvelsen af sygepleje – så man må sige, at det fælles grundlag for et fortsat godt samarbejdet er på plads.

Skønhedssaloner og fremtidsværksteder

D 19. maj 2022 blev første fysiske møde for det regionale netværk afholdt som en temadag med fokus på at nuancere innovationsbegrebet. Tre spændende oplægsholdere inspirerede til at tænke i nye baner, når det handler om innovation i et uddannelsesperspektiv, relateret specifikt til sygepleje. Lene Schütt Skov, klinisk underviser, MPH, er en del af det team der faciliterer Innovations Caféen på Herlev Hospital og hun fortalte bl.a. om sine erfaringer med at facilitere innovationsprocesser for 6. semester sygeplejerskestuderende.

Hvad er et fremtidsværksted?

Et fremtidsværksted er en demokratisk og pædagogisk arbejdsmetode der stammer fra slutningen af 80’erne og er udviklet af socialforskeren Robert Junk. Teorien går på, at fantasien skal frisættes mest muligt så det er deltagernes egne kræfter, der sætter retningen og ikke udefrakommende eksperters. Et fremtidsværksted er egnet til at skabe dialog og få dialogen rettet fremad mod fæles drømme og fælles handlinger. Metoden kan anvendes i grupper på op til 50-60 personer. Derudover deltager en eller to mødeledere, der primært skal sikre, at deltagerne ikke kommer med indvendinger til hinandens udsagn.

Cecilie Dahl Rogge, Klinisk Sygeplejespecialist, MLP, delte sine positive fund fra sit masterprojekt, omhandlende et online fremtidsværksted som didaktisk ramme for læren om innovation for sygeplejerskestuderende. I forlængelse fremhævede hun potentialet i at fortsætte det online samarbejde for studerende, som nedlukningen under Corona åbnede muligheden for.

Læs også:

Adrian og hans medstuderende gav gadelægerne fornyet selvtillid i deres arbejde med veteraner

Læs hele artiklen her.

Sidste oplægsholder, Sine Maria Herholdt-Lomholdt, Sygeplejerske, Master i generel pædagogik, Ph.d., udfordrede for alvor deltagernes forståelse af innovationsbegrebet. Hendes oplæg tog udgangspunkt i hendes egen forskning, Ph.d.-afhandlingen: ’Skønne øjeblikke i sygeplejen – en kilde til innovation?’, samt et nyligt afsluttet aktionsforskningsprojekt: ’Innovativ og entreprenøriel dannelse og didaktik i sygeplejerske-, pædagog- og socialdiakonuddannelser’. Herholdt-Lomholdts forskning peger bl.a. på, at de eksisterende innovationspraksisser, hvor innovation ses som nogle forhåndsbestemte processer og metoder der skal indlæres, kan erfares menings- og værdiforladte for sygeplejersker i en hospitalskontekst.

Hvis man derimod går en mere filosofisk og æstetisk inspireret vej i innovationsarbejdet, hvor man bruger og lytter til sin intuition, kan man fremme menneskelig og etisk meningsfylde i praksis, hvilket har stor betydning for fastholdelse af sygeplejersker. Sine Maria Herholdt-Lomholdt fortalte bl.a. om sit koncept, ’Skønhedssaloner’, hvor samtalesaloner ses som en mulig ramme for arbejdet med innovation i en klinisk kontekst.

Er du ansat i sundhedssektoren og har en eller flere konkrete udfordringer, du godt kunne bruge friske øjne og et nyt perspektiv på?
Så meld din projektcase ind til os.

Det meningsfulde arbejde
Etisk Råd kom i 2021 med en redegørelse for Omsorg i sundhedsvæsenet, som bl.a. fremhæver Sine Maria Herholdt-Lomholdts arbejde med ’Skønne øjeblikke’, som en værdifuld måde at revitalisere omsorgsudøvelsen på. Ydermere mener rådet, at resultaterne af hendes arbejde kan bidrage til at styrke omsorgsudøvernes egen oplevelse af mening med arbejdet, hvilket for mange sygeplejersker netop er knyttet til muligheden for nærvær, brugen af intuition og evnen til at lytte, fornemme og engagere sig i patienten eller borgeren.

Redegørelsen taler dermed ind i den politiske agenda omkring rekruttering og fastholdelse af bl.a. sygeplejestuderende, da den sidestiller muligheden for, at man som sygeplejerske kan yde et forsvarligt stykke omsorgsarbejde, med både en grundlæggende motivationsfaktor og en kilde til arbejdsglæde. Og det er netop også denne agenda CHI og det regionale netværk for innovation i sygepleje ønsker at udvikle på, sammen med det store udviklingspotentiale, innovative studerende kan have for samfundsudviklingen.

Læs også:

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj om uligheden i sundhed:
De studerende kan løfte vanetænkningens tunge dyne

Læs hele artiklen her.