Henriks projektcase fik de studerende ud blandt byens sårbare: “Det er noget, der vil præge dem fremover
For overlæge og leder af Sundhedsteam, Henrik Thiesen, har COVID-19 sat en tyk streg under, at vi skal være bedre til at sikre sundhed for byens hjemløse og udsatte. Derfor stillede han en projektcase under Copenhagen Health Innovations COVID-19-tema: Hvordan får vi de udsatte til at komme til deres andet vaccinationsstik? Og de studerende kastede sig på hovedet ud i at finde overraskende og effektive svar på hans spørgsmål!
Ét er at få hjemløse og byens udsatte borgere til at få vaccinationsstik nummer 1 – noget andet er at få dem til at huske aftalen om andet stik tre-fem uger senere. For det er ikke altid sådan til at huske, når livet ikke bliver levet efter en kalender.
Det ved overlæge og leder af Københavns Kommunes SundhedsTeam, Henrik, Thiesen, alt om. Han bliver også kaldt ‘Gadelægen’ og har i mere end 20 år arbejdet på at skabe sundhedstilbud til byens udsatte borgere.
Men selv om han ligefrem har modtaget en pris for sit arbejde, vil han stadig gerne udfordres og have friske øjne på sit fagområde – og derfor inviterede han via Copenhagen Health Innovation en flok studerende til at arbejde med netop den udfordring, det er at få de udsatte til at huske andet vaccinationsstik:
Studerende kom helt tæt på
“Jeg var glad for at se, at de rent faktisk gik ud i miljøet og skabte kontakter – det gav dem nogle gode input, som de brugte i deres arbejde. Jeg oplevede også, at de ikke var fikseret eller låst i opgaveløsningen, og derfor blev alle deres input relevante,” forklarer Henrik Thiesen, der også håber, at de studerende tager mere end den faglige udfordring med hjem.
“De helt tæt på, og det er helt sikkert en oplevelse, der vil præge dem fremover. I vores felt er det ikke nok at læse en artikel eller at skrive en kommentar på Facebook”
Henrik Thiesen, Gadelæge & leder af SundhedsTeam
“I stedet for bare at gå forbi manden med den gule Hus Forbi-taske kom de helt tæt på, og det er helt sikkert en oplevelse, der vil præge dem fremover. I vores felt er det ikke nok at læse en artikel eller at skrive en kommentar på Facebook.”
Men kom der så brugbare løsningsforslag ud af projektcasen?
Belønning og sundhedshus
“Det gjorde der i den grad. Nogle af de studerende kom ligefrem med løsninger, som vi allerede har, men som de ikke kendte til, mens andre kom med ideer, vi vil prøve at inkorporere i kommende projekter,” fortæller Henrik Thiesen.
“En af grupperne foreslog en form for belønning til de udsatte, der kommer for at få andet vaccinationsstik. Nogle vil måske mene, at det er at se ned på folk, men faktum er jo, at vi alle responderer positivt på belønninger. Og hvis det får de her folk til at komme, så er det fint. En anden gruppe foreslog et regulært sundhedshus til de udsatte, og hvor dét projekt nok vil koste mange hundrede millioner, er der nogle af elementerne i løsningsforslaget, som måske kan blive del af et projekt, vi allerede har gang i.”
Henrik Thiesens 3 gode råd til dig, der skal stille en projektcase
1. Være åben og stil åbne spørgsmål, du ikke allerede (tror du) kender svaret på.
2. Sæt tid af til det og tag den dialog, der skal til.
3. Klap i og hør efter – de studerendes styrke er, at de ikke kender dit område. Hvis du giver dem pladsen, finder de det, du selv er blind for.