Regionsrådsformand Lars Gaardhøj om uligheden i sundhed: “De studerende kan løfte vanetænkningens tunge dyne”
For både regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) og Copenhagen Health Innovation er der lige nu fokus på uligheden i sundhedsvæsenet – det er nemlig noget, der trækker triste spor i hovedstadens befolkning i form af bl.a. mangelfuld behandling og for tidlig død. Men hvordan skaber vi lighed? De to parter er enige om, at en væsentlig del af løsningen ligger uden for den måde, vi plejer at gøre tingene på. Der skal både tværfaglighed, friske øjne og innovation til, vurderer Lars Gaardhøj.
Af Kristine Høeg
Over sommeren var regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) og hans familie i USA. Og det er da også her, han begynder, da vi indleder snakken om ulighed i sundhed. For Lars er det amerikanske sundhedssystem nemlig eksemplet på, hvor vi risikerer at ende, hvis den nuværende ulighed i det danske sundhedsvæsen får lov til at fortsætte.
“Jeg oplevede, der boede hjemløse på enhver grøn plet, og det var tydeligt, at mange af dem har psykiske problemer og sygdomme – at de er svigtet af et sundhedssystem, der i USA er baseret på, at du er forsikret. Det, der provokerer mig mest ved den situation er uretfærdigheden. For når uligheden stiger, stiger uretfærdigheden også. Så galt er det selvfølgelig ikke herhjemme, men situationen i USA er jo startet et sted. Og herhjemme har vi mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for. Som er holdt udenfor. De får et hårdere og kortere liv med sygdom og måske hjemløshed. Og sådan et samfund synes jeg ikke, vi skal have,” forklarer Lars Gaardhøj.
Mere samarbejde og tværfaglighed i psykiatrien
Ingen københavner kan lige nu tale om sundhedsvæsenet uden at tale om psykiatrien. Skuddrabene i Field’s ligger lige under overfladen af enhver samtale om, hvordan vi hjælper vores mest udsatte grupper. Og de psykiatriske patienter er da også de første, Lars Gaardhøj nævner, da vi spørger ham om de vigtigste grupper at løfte op:
“Jeg er vokset op blandt ufaglærte og kortuddannede, der har hårde job og korte liv. Jeg og min søskende var de første i min familie, der fik en videregående uddannelse, så jeg har set mange mænd, hvor deres liv gik godt – indtil det ikke gik længere”
Lars Gaardhøj (S), Regionsrådsformand
“Vi venter alle sammen på 10-årsplanen for psykiatrien, og i mine øjne er det også på tide. Jeg kan ikke lade være med at sammenholde det med, at den mentale trivsel bland børn og unge falder, og for mig er det et tegn på, at vi skal bremse tilstrømningen til det psykiatriske system. For vi ved, at når først folk kommer ind i psykiatrien, risikerer de at blive i en meget lang periode, og det er noget, der forkorter levetiden markant. Vi taler ikke uger eller måneder, der er helt op til 10-15 år. Derfor skal vi sætte ind tidligt, og her er eksempelvis PPR-samarbejdet vigtigt, men der er for lang ventetid. Årsagen er en kombination af manglende ressourcer og viden og behovet for bedre samarbejde. Der skal tværfaglighed til.”
Lars Gaardhøj (S)
Regionsrådsformand
Opgør med en usund mandekultur
En anden gruppe mennesker, der også har Lars Gaardhøjs opmærksomhed er en gruppe, han kender særdeles godt:
“Jeg er vokset op blandt ufaglærte og kortuddannede, der har hårde job og korte liv. Jeg og min søskende var de første i min familie, der fik en videregående uddannelse, så jeg har set mange mænd, hvor deres liv gik godt – indtil det ikke gik længere. For hvor den danske gennemsnitslevealder er stigende, så ser vi at denne ‘mellemgruppe’ ikke følger med – og det er altså ikke meningen, at man skal dø så tidligt, som de her mænd gør. Det er mænd, som er i job, og som har et fint familieliv. Men de har typisk også et større forbrug af cigaretter og alkohol, og de bliver tidligt nedslidt af fysisk krævende arbejde. Og så er de ikke ret gode til at søge læge – og når de endelig gør det, så er det meget sent i forhold til eksempelvis behandlingsmuligheder,” forklarer Lars Gaardhøj, der betegner opgaven som intet mindre en kulturændring:
“I mine øjne er det en hel kultur, vi skal forandre. For den her gruppe er præget af en typisk maskulin kultur, hvor man ikke går til lægen, og bare tager et par piller, hvis man har ondt. Men når vi så spøger dem, så har de jo næste altid et eller andet, de har gået med i 10 år. Det skal vi simpelthen have gjort noget ved. For der er tale om en meget stor gruppe, og hvis vi lykkes med at rykke de her mænd, er det noget, der vil gør en mærkbar forskel.”
Nyt projekt giver håb
Men hvordan får vi folk til lægen, som ikke synes, de har brug for at gå til lægen? For Lars Gaardhøj er det et eksempel på et område, hvor vi er nødt til at gøre noget helt andet end det, vi plejer:
“Jeg er meget inspireret af et projekt i en pensionskasse ejet af fagforeninger med kortuddannede medlemmer. Medlemmerne blev ringet op og spurgt ind til, om de havde nogle sundhedsmæssige bekymringer – hvilket rigtig mange havde. Og når de så blev spurgt, om de kunne tænke sig at tale med en læge i telefonen eller online, så ville de faktisk gerne, og derfra var springet til rent faktisk at komme fysisk til lægen langt kortere. Det viser mig, at vi godt kan flytte dem, hvis vi rækker ud og forstår, hvordan vi skal tale med dem om sundhed.”
Patientsikkerheden lider under uligheden
Men vi oplever faktisk også problemer med det modsatte fortegn; hvor borgere henvender sig med symptomer, men bliver affejet eller får forkert svar og accepterer det. Blot for at opleve at symptomerne tager til, og hvor lægerne så senere opdager årsagen.
“Det koster på patientsikkerheden, hvis der er brug for at patienten selv presser på for at få behandling. Det er en skævhed, vi ikke må have”
Lars Gaardhøj (S), Regionsrådsformand
“Den slags eksempler har jeg mødt så mange gange. Det, der slår mig, er, at man – selv om man har det skidt – slår sig til tåls med at vente. At man ikke opsøger en ‘second opinion’ eller insisterer på at få et bedre svar. For mig er det tegn på, at dem, der har talens magt kommer længere i sundhedsmæssige sammenhænge. Og det koster på patientsikkerheden, hvis der er brug for at patienten selv presser på for at få behandling. Det er en skævhed, vi ikke må have. Din behandling må ikke være afhængig af om du kan tale for dig, kender de rette – eller har en velspækket pengepung.”
Problematikken med, at læger taler over hovedet på patienter, eller at patienter går fra konsultationer med ubesvarede spørgsmål, er desværre ikke ny, siger Lars Gaardhøj:
“Hver gang vi hører de her historier, prøver vi at lære af dem. Det giver sig selv, at alle borgere ikke er ens, og derfor kan vi ikke kommunikere ens med alle. Mange sundhedsprofessionelle er rigtig gode til at tale med patienterne, men vi må aldrig glemme det her fokus. Det er et område, hvor pårørende har en vigtig rolle, men vi må ikke give dem et kæmpe ansvar. På Hvidovre Hospital har de for nylig startet et projekt med frivillige pårørende, der bliver koblet sammen med patienter, der ikke har pårørende. Jeg har læst et interview med en af de frivillige, som er en kvinde med sundhedsfaglig baggrund, og det giver så god mening. Det er en spændende ide, og jeg tror, det bliver en succes!”
Vi har ikke råd til at fravælge innovationen
I det hele taget er Lars Gaardhøj begejstret for den nytænkning, der sker rundt om i sundhedsvæsenet:
“Det er simpelthen sådan en god udvikling! Hundrede procent har vi brug for tværfaglig i udviklingen; unge mennesker fra alle mulige fag, der kommer ud på hospitalerne, og personale, der er åbne for at trække på dem og deres ideer. Vi fik en kickstart under covid, hvor vi manglede folk, og hvor alt var bøvlet. Der var vi tvunget til at tænke nyt og fik derfor studerende ind fra forskellige uddannelser, der var med til at skrue nogle helt nye modeller sammen – til gavn for både patienter og personale.”
Som eksempel nævner Lars Gaardhøj et af de projekter, der har været en del af Health Innovators under Copenhagen Health Innovators – nemlig en ny kittel til isolationspersonale:
“Her er nogle af vores unge kommet med en ide, der er opstået ud af et enkelt lille spørgsmål. Det er det mindste, der kan sætte gang i forandringen. Det viser mig, at vanetænkningen kan blive en tung dyne – ikke mindst i en travl hverdag. Personalemanglen er jo ikke noget, vi får løst lige med det første, så vi er nødt til at kigge på de vante arbejdsgange og finde nye måder at indrette os på. Her er den tværfaglige og innovative tilgang oplagt. Vi har ikke råd til at lade være.”
Hvordan retter vi op på uligheden i sundheden?
I efteråret 2022 har Copenhagen Health Innovation ulighed i sundhed som overordnet tema for de aktuelle uddannelsessamarbejder. Læs mere om de mange spændende cases og indsatser på området lige her:
