Erik Jylling: Vi skal rydde sten af vejen
Koncerndirektør i Region Hovedstaden Erik Jylling vil fjerne barrierer, så innovationen i endnu højere grad kan blomstre bl.a. regionens godt 45.000 medarbejdere. Men hvilken rolle har han og topledelsen i den ambitiøse udmelding. Og hvilken rolle spiller medarbejdere og studerende?
Hvorfor er det vigtigt at arbejde med innovation, og hvilken rolle har medarbejderne?
Først tror jeg, det er vigtigt at forstå innovation som mere end forskning – det er også forandring. Sundhedsvæsenet er i forandring, og en af Robusthedskommissionens pointer er jo, at vi bliver flere ældre, men ikke har ansatte nok.
Derfor er vi tvunget til at tænke i nye baner. Det betyder, at vi skal genbesøge vores tilgang. Vi skal bruge og frigøre teknologi klogt og ikke erstatte den menneskelige kontakt med patienten. Og for at gøre det bliver vi nødt til at tage udgangspunkt i lokale problemstillinger i klinikken. Det er her, innovationen opstår.
Innovationsdiskussionen har været for meget drevet af, at et smart apparatur søger et problem.
Vi skal prøve at vende udviklingen i retning af, hvad det er for et problem, vi skal løse – og hvordan teknologien kan hjælpe os organisatorisk – og ikke den anden vej rundt. Innovationen opstår i mødet mellem kliniker og patient – og det er her, vi skal hjælpe med at bruge de ideer, så det også kan føre til en forandring.
Hvad ved medarbejderne om innovation, som I ikke ved i Koncerndirektionen?
De er meget bedre til at identificere de kliniske problemer – både i forhold til patienter og arbejdsprocesser. Men det gælder sådan set hele vejen i kæden. Medarbejdernes bidrag er helt afgørende for, at innovation bliver en succes.
“At vi kan få udviklet medarbejdernes innovationskompetence bl.a. via samarbejde med studerende gennem CHI, synes jeg er en spændende vej at gå. “.
Erik Jylling, Koncerndirektør, Region Hovedstaden
Når vi kigger i bakspejlet, har der været mange innovationsprojekter, der er båret af ildsjæle, men hvor implementeringen og det strukturelle link til driftsorganisationen måske ikke altid har været til stede. Og det er jo synd. Og her er det vores ansvar som topledelse at skabe de rigtige rammer. Det handler bl.a. om IT-strukturen, vores indkøb og de økonomiske incitamenter. Hvis det er for dyrt ét sted, men billigt et andet sted, så er vi nødt til at se på det samlet.
Hvordan bliver vi bedre til at arbejde med innovation i hverdagen? Og hvilken rolle spiller uddannelse og kompetenceudvikling i den forbindelse?
Jeg tror, det handler om at stimulere nysgerrigheden og viden. Det handler om, at vi bevidstgør, hvordan vi kommer videre med den gode idé. Når vi gerne vil styrke infrastrukturen i form af fx medicoboards, så er det for at lave en organisatorisk struktur, der kan være med til at stimulere, at idéerne fra frontlinjen hjælpes godt videre.
Som en del af denne forandring og styrkelse af infrastrukturen spiller uddannelse og kompetenceudvikling en afgørende rolle, og at vi kan få udviklet medarbejdernes innovationskompetence bl.a. via samarbejde med studerende gennem CHI, synes jeg er en spændende vej at gå.
At man i Region Hovedstaden nu også har etableret ICK (Innovationschefkredsen) og CHIP (Copenhagen Health Innovation Partnerskab), som netop skal gøre det nemmere at arbejde på tværs af organisationen, er jeg sikker på vil give flere idéer flyvehøjde – fra det lokale niveau til det regionale.
Det bliver også spændende at følge det nyetablerede strategiske samarbejde med DTU via TUH, hvor man bevidst går på allerede eksisterende strukturer mhp. at gøre det stærkere og værdifuldt for alle parter.
Meget innovation kommer jo også ud af forskning, men her oplever vi for ofte, at forskeren farer vild i en uigennemsigtig eller manglende struktur – så der er for langt fra publikationen eller afhandlingen til at få det ud og virke.
Hvilken rolle har den enkelte medarbejder?
Igen – uanset hvor vi er i den samlede koncern, så er det dem, der ofte identificerer barriererne og problemerne, der er. Og det er dem, der ved, hvor vi kan gøre det på en anden måde.
Hvilken rolle spiller ledelsen?
Mit og topledelsens ansvar er at sikre en strukturel fødekæde, så de gode idéer kan udfoldes. Det er også at fjerne uhensigtsmæssige barrierer. Der er mange gode idéer, der strander, fordi incitamenterne svækkes. Og her er det en opgave at rydde sten af vejen – men det er også vores opgave at sikre en synlighed i forhold til, hvad der foregår i organisationen.
Der skal være et filter for, hvad der er realiserbar innovation. Det er en håndholdt balance, som vi hele tidens skal være opmærksom på.