Co-creation mellem tre uddannelser åbnede de studerendes øjne

Cocreation workshop studerende i gruppearbejde

KU og Københavns Professionshøjskole samlede fremtidens tandplejere, ergoterapeuter og ernæringseksperter for at generere idéer til sundhedsfremme. De studerende imponerede bl.a. med stor kreativitet og indsigt i motivation.

1 helt års koordinering og planlægning kulminerede onsdag før efterårsferien, da undervisere fra Københavns Universitet og Københavns Professionshøjskole holdt en fælles co-creation workshop for deres studerende. I alt 100 studerende fra tandplejer- (KU), ergoterapeut- (KP) og ernæring og sundhed-uddannelserne (KP) mødtes på Københavns Professionshøjskole til tre timers intensivt tværfagligt samarbejde.

Paul Bloch, der er forskningsleder ved Steno Diabetes Center, holdt et inspirationsoplæg for de studerende og er glad for at underviserne er gået sammen for at sætte fokus på det tværgående samarbejde:

”Initiativet var godt og vigtigt! Det er nødvendigt at være seriøs om styrkelsen af det tværfaglige samarbejde indenfor og mellem de danske forskningsinstitutioner, uddannelsessteder, myndigheder og praksis, hvis vi skal komme videre med at fremme borgerens sundhed på et bæredygtigt grundlag,” sagde han.

Diabetes-case skabte rammen

Udgangspunktet for samarbejdet var en case om Karen, som var stillet af Steno Diabetes Center. Karen er en kvinde i starten af 40erne, hun har to børn og hun har diabetes. Hun har brug for hjælp til at få en sundere hverdag, så hun undgår komplikationer ved sin sygdom.

I grupper på tværs af deres forskellige fagligheder gik de studerende derfor i gang med at arbejde på ideer til at hjælpe Karen. I halvanden time arbejdede de intensivt og koncentreret på at finde på idéer, de kunne præsentere på en poster.

Smagsprøve på virkeligheden

De studerende, der deltog, var begejstrede for muligheden for at samarbejde med andre professioner.

”Det var ret spændende at finde ud af, hvad de andre kan og finde ud af, at vi faktisk også havde fælles kompetencer. Det er jo en smagsprøve på det samarbejde, vi skal kunne, når vi kommer ud. Det gav også en forståelse af, at vi ikke skal kunne det hele. Vi skal derimod sikre, at vi kan henvise til de andre – det giver et langt bedre resultat,” sagde Jonathan, der er tandplejerstuderende på KU, og Camilla, der læser til ergoterapeut på KP.

Oplæg om diabetescase til KU-KP workshop
Cocreation workshop studerende i gruppearbejde
Cocreation workshop studerende i gruppearbejde
Cocreation workshop - studerende fremlægger idéer

Stor opfindsomhed hos de studerende

De studerende fik lov ganske kort at præsentere deres ideer for panelet, der bestod af:

  • Mette Andersen Nexø, Steno Diabetes Center, der havde givet udfordringen
  • Paul Bloch, Steno Diabetes Center
  • Elisabeth Gregersen, Formand for Danske Tandplejere
  • Nina Brocks, Innovationskonsulent, Region H.

”De studerende udviste stor kreativitet i udviklingen af ideer til, hvordan man kan bringe de enkelte professioners faglighed i spil og samtidig bidrage til en bredere tværfaglig indsats over for de komplekse sociale og sundhedsrelaterede udfordringer i vores samfund,” sagde Paul Bloch.

Mette Andersen Nexø er enig:

”Jeg var ret imponeret over, hvor meget de nåede på den korte tid. Det var en ret svær opgave, jeg havde stillet, som krævede man kunne arbejde i sit eget fag og sætte sig ind i andres fag og finde løsninger. Det kræver tid og er svært. Alle kom i mål og der var mange opfindsomme og gode løsninger til sundhedsfremme,” sagde hun.

En af de ideer, der i særlig grad fangede Mette Nexøs opmærksomhed kom fra en gruppe, der havde opfundet et nyt begreb: ubevidst motivation. Gruppen havde fundet på måder til at ændre strukturer og udfordringer omkring Karen, for dermed at skabe, det de kaldte, ubevidst motivation til hendes sundhedsfremme. Dette er en klog tilgang, da forskning netop viser, at det er utroligt svært at motivere folk direkte til at ændre sig. Gruppen blev derfor også udvalgt som en af de tre vindere.

Studerende ønsker længere forløb

De studerende var glade for at have deltaget i udfordringen, men en del udtrykte, at de gerne ville have haft mere tid til både at forstå hinandens faglighed bedre og til at gå mere i dybden med ideerne. Det input tager arrangørerne med i evalueringen og sikrer, at det indgår i det fremtidige arbejde med denne type undervisning.

Forhåbentligt er det ikke sidste gang, de tre uddannelser får lov at arbejde tæt sammen.

Aktiviteten er en del af CHI-VEST, der er finansieret af: