Hvilke temaer skal CHI vælge til efterårssemestret?

* Denne afstemning er afsluttet

Vi er nysgerrige og vil gerne høre, hvilke temaer du gerne vil have, der bliver arbejdet med i efterårssemestret – så derfor har vi nu skruet en stor afstemning sammen. Den skal vise os, hvad I taler om og vurderer er mest relevant for fremtidens sundhedssektor. Hvis du ikke lige finder det, du synes er allervigtigst, har du også mulighed for at foreslå dit eget tema. Læs videre og find ud af, hvordan du gør!

Det vigtigste for et tema fra Copenhagen Health Innovation er, at det er relevant for jer i sundhedssektoren og jer, der underviser – så derfor har vi besluttet at sætte gang i en afstemning, der skal vise os, hvad I foretrækker. På den måde kan vi bedre spore os ind på, hvilke temaer, vi skal sætte i gang. Derfor kan du nu stemme på dine favorittemaer i vores store afstemning.

“Ét er jo at sidde her hos Copenhagen Health Innovation – noget andet er at få en klar indikation af, hvilke tematikker der mest brug at blive arbejdet med for jer i sundhedssektoren og jer, der uddanner de næste generationer af ansatte i sektoren. Derfor sætter vi gang i denne afstemning” fortæller Nina Riis, der er innovationskonsulent i CHI.

De fire temaer i afstemningen

1. Samarbejdet i sundhedssektoren

Samarbejdet i sundhedssektoren er komplekst og til tider uoverskueligt, da vi har tale om mange specialer, fagligheder og organisationer, der skal arbejde sammen. Hvordan kan vi forbedre samarbejdet i nye rammer og med forskellige parter – til fordel for patienterne?

Mulige projektcases:

De nye hospitalsbyggerier

Hvad betyder fx ensengsstuer for arbejdsgange, systemer og processer – og dermed samarbejdet? Hvilke teknologier kan understøtte medarbejdere og patienten i den bedst mulige behandling og oplevelse?

Frivillige kolleger

Hvilken rolle kan frivillige spille i sundhedssektoren og hvad betyder det, når vi inddrager frivillige i arbejdet i sundhedssektoren? Vigtige opgaver, som sektoren ikke altid har ressourcer til, bliver løftet – men hvordan får man et godt samarbejde op at stå mellem de frivillige og de professionelle?

Sammenhæng i behandlingen

Et godt forløb for patienten er konstant i fokus, men det bliver ikke altid oplevet sådan. Sammenhængen og samarbejdet mellem den kommunerne og hospitalerne og den privatpraktiserende læge kan til tider være udfordret – af både økonomiske og faglige elementer. Hvordan sikrer vi udgangspunkt i den enkelte patient?

2. En bæredygtig sundhedssektor

Bæredygtighed skal her forstås i den bredest mulige tolkning – vi tænker både klima (fx materialevalg), social bæredygtighed og økonomisk bæredygtighed.

Mulige projektcases:

Affaldshåndtering

Sundhedssektoren producerer ekstremt meget affald – især fra engangsmateriale (værnemidler, bestik, kirurgiske instrumenter etc.). Hvordan kan vi tænke det smartere og mere klimavenligt?

Social bæredygtighed

Hvordan kan vi arbejde med inddragelse i højere grad, så vi sikrer, at rammer og forhold ikke er tænkt ensidigt, men med dem det handler om.

Klimavenlighed

Hvordan kan vi arbejde med klimavenlighed i sundhedssektoren, og hvordan kan det i højere grad tænkes ind – især på de nye hospitaler?

Materialevalg og konkurrence

Under COVID-19 har der været fokus på bæredygtighed i både materialevalg og genbrug under lokal produktion af værnemidler, men hvordan kan vi konkurrere med andre markeder?

3. Fremtidens patient

Flere danskere benytter sig eksempelvis af apps og selvmonitorerende teknologier, og derfor forventer de også at møde en sundhedssektor, der er klar til at håndtere egenindsamlet data (PRO) og diagnosticering. Men samtidig føler flere borgere sig også sat af – så hvordan sikrer vi lighed i sundhed, når der er store forskelle i patienternes tilgang og adgang?

Mulige projektcases:

AI i sundhedssektoren

Hvad betyder AI for fremtidens patient og behandling? Kan det bidrage til mere lighed i sundhed – kan optimering give tid til dem der har behovet for den direkte kontakt?

Den digitale sundhed

Hvad betyder digitalisering? For sundhedssektoren og den store planlægning, i forhold til de enkelte specialer, hvad er der af muligheder, og hvad med den enkelte medarbejder, deres samarbejde og sidst men ikke mindst patienten?

Personlig medicin

Har vi råd til det, eller har vi råd til at lade være? Hvornår og for hvem?

Patientrettigheder

Hvad betyder patientrettigheder i det store billede og ned i de enkelte forløb, og hvordan sikrer vi at patienten oplever samme kvalitet i forløbet som i den faglige behandling?

Inddragelse af patienter

Der er mere og mere fokus på patientinddragelse og patientdrevet innovation, og der er mange initiativer rundt omkring, men hvordan ser landskabet egentligt ud? Og gør det rent faktisk en forskel, eller hvordan får vi det til at gøre det i det store billede?

Behandling i eget hjem

Behandling tæt på borgeren, ‘hjemlæggelse’ og behandling i eget hjem – en bevægelse alle taler om. Men hvornår er det det rigtige, er det afhængig af diagnose eller behandling, eller er det en vurdering i den enkelte sag – og hvordan kan det håndteres?

4. Hard-to-reach-populations

Vi er alle ‘hard-to-reach’ på et eller andet tidspunkt – og hvad betyder det for sundhedsbilledet? Tager vi højde for det i den måde sundhedssektoren kommunikerer på eller tilrettelægger indsatser og behandlingsforløb på? Kan det være en nøgle til at nedbringe fx udeblivelse fra aftaler eller til at sikre, at patienter efterlever retningslinjer og medicinhåndtering?

Mulige projektcases:

Social (u)lighed i sundhed

Hvordan sikrer vi i højere grad at nå befolkningen på tværs af sociale, økonomiske og kulturelle lag?

Hvad betyder køn?

Mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus, også når det gælder ‘sundhedsadfærd’, hvordan kan vi i højere grad arbejde ud fra det i både forebyggelse og behandling?

Digital eksklusion

Hvis vi lader den digitale brugerflade mellem borger/patient og sundhedssektor drøne derudad, hvordan sikrer vi så at det ikke øger ulighed i sundhed? Og hvordan kan det bruges til at mindske den?

Foreslå dit eget tema

Men vi ved også, at I ude i sundhedssektoren kan sidde med temaer og udfordringer, som vi ikke kender til eller kan forestille os. Derfor har du også mulighed for at foreslå dit eget tema – noget vi i den grad opfordrer til.

Vi er superspændte på at høre, om der er nogle behov, vi ikke er stødt på tidligere – eller måske nogle helt nyfremkomne temaer, der vil give mening at arbejde med i vores regi. Og selv om dit foreslåede tema ikke kommer med i første omgang, gemmer vi alle jeres forslag til de kommende semestre” lover Nina Brocks, innovationskonsulent i CHI.

Hvis du er i tvivl om, hvad der gør et tema velegnet til Copenhagen Health Innovation, får du Nina og Ninas lynguide til et godt tema til højre.

Lynguide: Hvad er et godt tema?

Brænder du inde med en god ide til et tema, vi skal arbejde med? I afstemningen har du også mulighed for at komme med dit eget forslag til et tema, som de studerende skal arbejde med. Derfor får du her CHIs lynguide til, hvad der gør et tema virkelig velegnet.

1. Det er aktuelt

Jeres problematik – og den tilhørende løsning – er relevant for der, hvor sundhedssektoren er lige nu. Og hvor den skal hen i fremtiden. Temaer kan favne fx arbejdsgange, konkrete produkter, teknologiske udfordringer, services, kommunikation eller organisations- og kulturanalyser.

2. Der er et reelt behov for en løsning

I skal komme med en velfunderet problematik, som I har brug for øjne udefra til at se på – de studerende skal have noget med ‘kød på’ til deres projekter.

3. Det er samfundsrelevant

Jeres problematik skal omhandle noget, der har gør en forskel for borgerne og/eller patienterne. Vi plejer at sige, at patienten skal være i centrum, men at problematikkerne meget gerne må være på forskellige niveauer.