“Studerende fra CBS har en meget analytisk tilgang til cases”
Hos CHI sætter vi i denne artikel fokus på CBS og deres casesamarbejder med studerende. Læs, hvordan casesamarbejder fungerer bag kulissen fra et undervisersynspunkt samt fra en af CHIs faste samarbejdspartnere, der får samarbejdet til at gå op i en højere enhed.
Af Anemone Durdica Stasevic, CHI
7. november 2025
Copyright: www.cbs.dk
Copenhagen Business School i sundhedssektoren? Den er god nok.
Hos underviserne Claus Bøttcher Jørgensen og Carsten Sørensen og deres respektive kurser “Healthcare Innovation Project” og “Analyse og design af brugervenlige informationssystemer” på Howitzvej 60 på Frederiksberg, er casesamarbejder med sundhedssektoren en fast del af semesteret.
“De studerende lærer, hvordan man kommer fra et ustruktureret problem til en prototype på noget, der kan hjælpe med at forandre de arbejdsprocesser, som projektet handler om”, forklarer Carsten Sørensen om sit kursus i “Analyse og design af brugervenlige informationssystemer.”
Problemer fra virkeligheden
De studerende skal arbejde med reelle cases fra sundhedsvæsnet og får derfor en oplevelse af at arbejde med et konkret problem på en afdeling eller en klinik. En såkaldt “virkelighedsoplevelse”, forklarer Claus Bøttcher Jørgensen:
“De giver nogle forslag til nogle løsninger tilbage til den enkelte casestiller, som kan være klinikeren, som så har noget konkret at arbejde videre med.”
Hør tankerne bag casesamarbejder hos CBS og Region Hovedstadens Psykiatri her
I CHI faciliterer vi disse samarbejder og får med hjælp fra vores samarbejdspartnere, de såkaldte CHIP’ere, fra de respektive hospitaler i sundhedsvæsenet, samarbejderne med de studerende til at gå op i en højere enhed.
Sammen identificerer vi de behov, der udfordrer dem mest ude i klinikkerne og hjælper hinanden med at udvikle de rette løsninger med de studerendes innovative blik på udfordringer.
Ifølge en af CHIs længerevarende samarbejdspartnere fra Region Hovedstadens Psykiatri, Admira Ibrahimovic Mårtensson, kan afdelinger og klinikere godt slå sig fast på gamle vaner og måder at gøre tingene på, og derfor er det altid en god idé at få nogen til at se tingene udefra.
CHI Ordbog
Chipper el. CHIP
En CHI-samarbejdspartner inden for forskellige områder af sundhedsvæsenet. I denne artikel omtales eksempelvis Admira Ibrahimovic Mårtensson, som er samarbejdspartner og direkte bindeled mellem Region Hovedstadens Psykiatri og CHI.
Casestiller
En casestiller er sundhedspersonale eller en kliniker ude fra klinikken, der stiller en udfordring, som de gerne vil have hjælp til at løse af studerende.
Claus Bøttcher Jørgensen, Associate Professor, CBS
Admira Ibrahimovic Mårtensson, Specialkonsulent, Region Hovedstadens Psykiatri
Carsten Sørensen, DIREC Professor, CBS
“De studerende kommer ind med nogle andre øjne og med nogle andre visioner på, hvordan man kan gøre tingene. De er ikke bremset af de strukturelle “sådan har vi altid gjort”-tanker.”
Admira Ibrahimovic Mårtensson, Specialkonsulent, Region Hovedstadens Psykiatri
CBS-studerende er et hit
De studerende kan komme fra mange forskellige uddannelser fra forskellige uddannelsesinstitutioner som ikke nødvendigvis har et sundhedsfagligligt islæt. De arbejder typisk på områder, der ikke er sundhedsfaglige, og de studerende kan derfor komme med andre perspektiver på sundhedsfaglige problemer.
Et af de uddannelsesinstitutioner er nemlig Copenhagen Business School, en samarbejdspartner, der går tilbage til CHIs spæde begyndelse. Her har en af CHIs første samarbejdspartnere fra universitetet, Claus Bøttcher Jørgensen, været en fast del af koblingen af studerende med innovationsprojekter i sundhedsvæsenet.
Ifølge ham kan de studerende fra CBS biddrage med noget helt særligt. Hvert semester arbejder de studerende med cases fra sundhedsvæsenet i Claus Bøttcher Jørgensen og Carsten Sørensens kurser. Med deres analytiske og forretningsmæssige baggrunde adskiller deres studerende sig fra andre studerende fra sundhedsfaglige uddannelser, og kan derfor se sundhedsudfordringer fra andre vinkler, forklarer Claus Bøttcher Jørgensen:
“De studerende vi har med en forretningsmæssig baggrund fra CBS har en meget analytisk tilgang til casen. De er typisk rigtig gode til at finde relevant data, relevante interessenter, lave interviews og få god data ud fra de interviews med interessenter inden for området.”
Claus Bøttcher Jørgensen, Accociate Professor, CBS
Studerende som en ressource på klinikken
Carsten Sørensen ser de studerende som en gevinst for klinikere.
Hans kursus er et mere hands-on kursus, hvor de studerende skal udvikle en prototype på noget, der skal løse et konkret problem. Noget der normalt kan tage meget tid og mange ressourcer at udvikle.
De studerende fra hans kursus kan derfor bidrage med en masse “hjernekraft”, så de enkelte afdelinger, udover at få nye vinkler på tingene, også kan spare på ressourcerne på områder, der normalt er dyre at implementere, bl.a. inden for IT-løsninger:
“Alt det dyre arbejde i begyndelsen, hvor man skal finde ud af, hvordan en løsning kunne se ud, det er enormt vigtigt og noget som de studerende kan biddrage med”, siger Carsten Sørensen.
Når snakken kommer til hvorvidt de fleste samarbejder med studerende forløber gnidningsfrit under kurserne, er svaret klart og tydeligt ja, selvom de fra tid til anden oplever, at forventningerne ikke altid bliver indfriet for alle parter. Det er kun en fordel at få et nyt syn på gamle vaner, afslutter Carsten Sørensen.
Se hele videoen med samarbejdspartnerne fra CBS øverst i artiklen.







