Baggrund: Det er ingen hemmelighed, at sundhedssektoren og vores fælles fremtidige velfærd er under pres. Flere ældre, multisyge, svære sektor-skel, mangel på personale og små ungdomsårgange gør, at vi bliver nødt til at tænke og udvikle anderledes, end vi har gjort hidtil. Flere og flere kigger i retning af innovationsmetoder og tværfagligt samarbejde som nogle af svarene på det øgede pres. Men hvordan får vi udviklet en innovations- og udviklingskultur i både de enkelte afdelinger og på tværs af sektorer, når det er vanskeligt nok at få den daglige drift og gode behandling af patienter til at hænge sammen?

Det sundhedsfaglige personale/klinikerne repræsenterer den største ressource og viden i udviklings- og innovationsarbejdet, men der er hverken tid eller penge til at tage klinikerne ud af det daglige arbejde i klinikken og sende dem på kurser, programmer eller andre innovationsfremmende initiativer. Og måske er det heller ikke længere den rigtige vej at gå? Så hvordan kan udviklingen af innovationskompetencer og tværfagligt samarbejde i klinikken understøttes uden at det går ud over den daglige drift og behandling?

Men hvad er innovationskompetence? Hvad er forbedring, kvalitet og udvikling set ifht. Innovationsbegrebet – og hvordan opfattes det af klinikerne, der repræsenterer mange forskellige perspektiver og faggrupper?

Casen: Med denne projektcase vil vi gerne sætte fokus på, hvordan vi bedst muligt udvikler og understøtter innovationskompetencerne i den kliniske praksis, så den giver mest værdi for patienter, pårørende, samfund – og ikke mindst de sundhedsprofessionelle selv uden at det griber forstyrrende ind i den daglige drift. Ja, hvordan kan vi opbygge en egentlig innovationskultur og gjort innovation til en naturlig del af organisationen?

Vi står på tærsklen af et brugercentreret designparadigme, hvor behov skal identificeres før vi tænker i løsninger. Det brugercentrerede designparadigme betoner det menneskelige aspekt og den direkte relation til brugernes hverdag. Værdisætning før opgaveløsning. Vi ønsker os behovsdreven sundhedsinnovation. Men hvorfor er det så svært?

Vi vil gerne have kortlagt, hvilke barrierer der er de største i forbindelse med udviklings- og innovationsindsatsen – og hvilke incitamenter og motivationsfaktorer, der er afgørende for både en kulturforandring og den gode læring.

Gruppen bag casen stiller sig til rådighed – både som interview-personer, men også som indgang til et felt, hvor det er muligt at interviewe klinikere, ledelse og centrale enheder, der beskæftiger sig med innovationsområdet i Region Hovedstaden.

Arbejdet med casen skal sideløbende hjælpe os med at designe og udvikle et pilotprojekt på Karkirurgisk afdeling på Rigshospitalet og evt. på sigt involvere flere afdelinger på regionens hospitaler.

Strøtanker: Innovation som løftestang for vækst og forretning er sjældent en motiverende faktor for klinikken, og da innovationsbegrebet ofte bliver brugt i denne kontekst, repræsenterer ordet ofte i sig selv en barriere – skal vi mon så lade være at sige innovation?

En vigtig pointe er at huske at innovation ikke er et mål i sig selv, men er et middel – til at imødekomme sundhedsvæsenets udfordringer.

Baggrundsmateriale og links at orientere sig i:

https://ugeskriftet.dk/nyhed/der-bliver-flere-og-flere-dr-gearloser