Mænds – og især unge mænds – risikoadfærd gør at de bør have særlig opmærksomhed når det kommer til COVID-19

Danske og internationale undersøgelser peger på, at unge mænd oftere forlader et hjem, der burde være i karantæne. De er mindre tilbøjelige til at bære mundbind, og de går i højere grad til sammenkomster/fester med flere deltagere end anbefalet af myndighederne end kvinder gør. Danske tal peger på, at mænd generelt har større smittehyppighed end kvinder. Dermed er mænd større smittespredere og bliver selv hyppigere syge med COVID-19.

Med de store forekomster af smitte i samfundet og den høje dødelighedsrate for mænd er der behov for på samfundsplan at gøre specifikke tiltag i forhold til specifikke grupper med henblik på at nedbringe både smitte og dødelighed, for at vi kan bekæmpe pandemien mest effektivt.

Der er behov for:

1. At sikre køns-specifikke data fra myndighederne
2. At myndigheder og politikere tager kønsforskellene alvorligt
3. At der udvikles metoder til at motivere mænd til at tage pandemien mere alvorligt – både for de andre sårbares og deres egen skyld.

Da det er et bredt samfundsproblem, og det er forsøgt at råbe politikere, sundhedsmyndigheder og offentligheden (medierne) op, for at få dem til at tage problemet alvorligt. Dog uden held. Over hele verden har det været og er det stadig et kæmpe problem at få sat køn på dagsordenen som et af perspektiverne på Corona-pandemien. Det gælder ikke mindst i statistikkerne over smittede og døde.

Problemerne er forstærkede og akutte når vi står midt i en pandemi, men det er et generelt samfundsproblem at vi ikke har mere fokus på køn. Det kan derfor være relevant at se problemstillingen i lyset at mænds sundheds- og sygdomsadfærd og psykologi generelt.

Hør podcasten “Hvorfor gør Jens ikke, som Mette siger” her