Hurtigere patientflow og flytning af patienter fra børneungemodtagelsen til sengeafsnittet A32
Udfordring
Når et barn eller en ung er syg, bliver de sendt fra egen læge eller 1813 ind på hospitalet via vores Børneungemodtagelse, hvor vi undersøger dem og beslutter, om de skal indlægges eller hjem. Når det er besluttet, at en patient skal indlægges, går der typisk en del timer, før barnet/den unge fysisk bliver flyttet fra modtagelsen op i sengeafsnittet. Det skaber stase i Børneungemodtagelsen, hvor stuerne kan blive fyldt op, og det kan tage ressourcer fra de andre børn og unge, der venter på at blive undersøgt. Det kan også være frustrerende for familierne, at de skal vente længere tid på en midlertidig stue eller i venteværelset, før de kan få deres “endelige” stue på sengeafsnittet.
Sengeafsnittets sygeplejersker skal finde tid til modtagelse af en ny patient ind i pasningen af alle deres andre patienter, som måske skal have intravenøs medicin eller væske, inhalationsmedicin, sugning, sondemad, eller lavet forskellige observationer eller undersøgelser.
Samarbejdet mellem Børneungemodtagelsen og sengeafsnittet kan blive presset af, at modtagelsen ikke føler, overflytning går hurtigt nok, mens sengeafsnittet ikke føler, at patienterne er klargjort til overflytning. Der er også flere eksterne faktorer, vi ikke har fuld kontrol over i egen afdeling, som service og logistik (rengøring, sengelevering til sengestuen, portører til at flytte patienten fra modtagelsen til sengeafsnittet).
Dette er vigtigt at få kigget på, fordi hvis vi får forbedret vores patientflow og flytning til sengeafsnit, vil vi kunne nedbringe patienternes opholdstid i Børne- og ungemodtagelsen, få mere tilfredse patienter og forældre, og samarbejdet mellem børneungemodtagelse og sengeafsnit vil også blive bedre. Det vil være spændende med “eksterne” øjne på udfordringerne, som kan få øje på løsninger, vi ikke selv kan få øje på.
Baggrund
Hele vores afdeling er i november 2024 flyttet til nye bygninger og rammer, hvor Børneungemodtagelsen er blevet mere presset på antallet af rum (reduktion i rum), mens sengeafsnittet har fået flere rum (men ikke mere personale til at passe patienter). Samtidig er alle stuerne på sengeafsnittet blevet enestuer, hvor vi i den gamle afdeling havde 4-sengsstuer, hvilket var mere effektivt for sygeplejerskerne i forhold til pleje og observation af patienter, end når alle patienterne ligger på enestuer. Derudover har denne flytning også udfordret logistikken med rengøring, sengelevering og portørsituationen, hvilket alt sammen har været med til at gøre problemstillingen tydeligere/værre, og øget behovet for at finde nye løsninger.
Vores sengeafsnit varetager al udredning og behandling af indlagte børn og unge i alderen 0-18 år (dog ikke nyfødte) for alle medicinske og kirurgiske sygdomme. For eksempel har vi børn, der behandles for alvorlig infektion, lungesygdom, hjertesygdom, mavetarmsygdom, nyresygdom, hjernesygdom, manglende trivsel/vækst, brækkede knogler. Børnene/de unge er indlagt med deres ene forælder på enestuer. Vi har 35 stuer og har døgnbemandet personale til at passe 20 indlagte patienter ad gangen.
Opsummering
Optimeringsbehov af patientflow/tid til patientflytning fra en akutmodtagelse (børneungemodtagelse) til et sengeafsnit for børn og unge, der har stor betydning for patienttilfredshed, patientsikkerhed og arbejdsglæde for personalet. Omhandler både samarbejdsudfordringer, arbejdsgange, kultur, planlægning og logistik ud fra patientflow-data og kan involvere felt-arbejde. Det vil være spændende med “eksterne” øjne på udfordringerne, som kan få øje på løsninger, vi ikke selv kan få øje på.
Vi vil gerne mødes (evt. virtuelt) med de studerende og beskrive problemstillingen fra begge sider (Børneungemodtagelsen og Sengeafsnittet) og svare på evt. spørgsmål. De skal også være meget velkomne til at se begge afsnit og gå i en patients fodspor, så de bedre kan analysere alle elementer af overflytningsprocessen.
Partnere
Afdeling for Børn og Unge, Amager Hvidovre Hospital
Fakta
Casestiller kan tilbyde følgende:
- De studerende må besøge klinikken/afdelingen? (feltarbejde)
- Løbende kontakt med de studerende
- Deltagelse i workshop med de studerende
- Relevant data og baggrundsmateriale
Output
- Rapport
- Mundtlig præsentation
- Behovskatalog / indsigter fra feltarbejde
- Idékatalog