Hvordan kan patientterminaler understøtte trivsel og inddragelse under indlæggelse og ved udskrivelse

Udfordring

Vores sengeafsnit er en specialiseret hospitalsenhed for børn og unge i alderen 0-18 år. Afdelingen rummer 35 sengestuer, men er normeret i bemanding til 20 patienter og vi modtager patienter med et bredt spektrum af sygdomme og tilstande – lige fra mere ukomplicerede skader som brækkede knogler og infektioner, til kroniske lidelser og livstruende sygdomsforløb.
Vi varetager både korte indlæggelser og længerevarende behandlingsforløb og har stor fokus på at skabe trygge, børne og unge venlige rammer, hvor både barnet/den unge og familien føler sig set, hørt og inddraget.

Vores patientgruppe spænder bredt, og det stiller høje krav til både fleksibilitet og tværfagligt samarbejde.
Vi ser det som en kerneopgave at styrke patienternes og forældrenes muligheder for medinddragelse – både i forhold til behandling, daglig trivsel og udskrivelse. Digitale løsninger og god kommunikation er en vigtig del af vores arbejde.

I en travl hverdag på børne- og ungeafdelingen oplever vi ofte, at manglen på overblik og information skaber unødige frustrationer og afbrydelser – både for patienter, pårørende og personale. Vores afdeling er fysisk stor og det kan være svært for både børn og forældre at finde rundt. Det betyder, at vi jævnligt bliver opsøgt i løbet af dagen med spørgsmål som:
• “Hvor er der kaffe?”
• “Hvordan finder vi legeområdet?”
• “Hvornår kommer lægen?”
• “Hvad skal der ske i dag?”
• Efter udskrivelser har vi også mange telefonopkald omkring efterbehandling og usikkerhed på fx medicinindtag, hvad må man med den brækkede arm? Osv. Opkald som også skaber afbrydelser i løbet af en dag.
Disse gentagne afbrydelser, som oftest skyldes bristede forventninger eller manglende information, tager tid fra plejeopgaver og forstyrrer vores arbejdsgange. De skaber samtidig unødvendig usikkerhed hos patienterne og deres familier, som i forvejen befinder sig i en sårbar situation. Det kan også skabe frustration, noget som vi også ser i vores patienttilfredshedsundersøgelser, hvor bristede forventninger er et gentagende tema.
Vi ser også, at nogle af de gode tilbud, vi faktisk har – fx opholdsrum, legetøj, legeområder eller bordfodbold – ikke bliver brugt optimalt. Det skyldes typisk, at familierne ikke ved, de findes, eller ikke kan finde dem i afdelingen. Det er ærgerligt, for disse faciliteter kunne i høj grad bidrage til at skabe ro, tryghed og afledning under indlæggelsen, men også motiverer patienterne til at komme ud af sengen og stuen og gå på opdagelse. Aktivitet og bevægelse er i de fleste tilfælde et af de vigtigste elementer på vejen til helbredelse.
Der er derfor et klart behov for bedre og mere tilgængelig information – gerne digitalt – som både giver overblik over afdelingens faciliteter og dagsprogram, og som hjælper patienterne med at være mere selvhjulpne under indlæggelse.

Baggrund

På hospitalets afdelinger i det nye Center A, anvendes patientterminaler (iPads) som et redskab til at øge trivsel og selvhjulpenhed blandt patienter. Terminalerne giver adgang til underholdning og madbestilling, men deres fulde potentiale som støtteværktøj for både patienter og personale er endnu ikke udnyttet. Der er et stigende behov for digitale løsninger, som både letter dagligdagen og styrker patientens og familiens rolle i eget behandlingsforløb.
Formål:
Formålet med projektet ville være at udvide funktionaliteten af patientterminalerne, så de bliver et aktivt redskab til informationsdeling, kommunikation og dokumentation – og dermed bidrager til bedre patientforløb og øget effektivitet i afdelingen.

Ønsket er fx en udvidet menu, hvor følgende kunne være muligt:
• Få adgang til et interaktivt kort over afdelingen, hvor det fremgår hvor man kan finde faciliteter som mad, kaffe, legeområder, bordtennis, pårørende-overnatning, m.m. – samt placering af sygeplejersker.
• Se dagens gang i afdelingen, herunder tidspunkter for stuegang, måltider, aktiviteter (fx hvornår kommer hospitalsklovnen, legehelte m.fl.) eller undersøgelser (”velkommen til sengeafsnittet”) og på den led understøtte forventningsafstemning med familierne.
• Læse relevante patientpjecer, fx top 10 pjecer for afdelingen eller individuelle pjecer koblet til deres behandlingsforløb.
• Få overblik over praktisk information, som forældres overnatningsmuligheder, regler for besøg, kontakt til afsnittet mm.
• Se udskrivelsesinformation, med fx “5 gode råd ved udskrivelse”.
• Registrere væskeindtag, som automatisk overføres til Sundhedsplatformen og kan anvendes af sundhedspersonalet i den daglige vurdering.
Tekniske overvejelser:
• Integration til Sundhedsplatformen (fx for væskeskema).
• Brugervenligt interface design til både børn, unge og voksne.
• Mulighed for differentieret adgang afhængigt af patienttype eller forløb.
• Data- og patientsikkerhed i henhold til GDPR og hospitalsstandarder.

Opsummering

Forventet udbytte:
• Øget patientinvolvering og selvhjulpenhed.
• Forbedret kommunikation og transparens omkring patientens ophold.
• Effektivisering af registreringsarbejde for sundhedspersonalet.
• Bedre adgang til viden og information for patienter og pårørende.
• Styrket sammenhæng i patientforløbet – fra indlæggelse til udskrivelse.

Partnere

Rigshospitalet, Afdeling for Klinisk Mikrobiologi

Fakta

Casestiller kan tilbyde følgende:

  • Stille op til præsentation af udfordring på kursus
  • De studerende må besøge klinikken/afdelingen? (feltarbejde)
  • Løbende kontakt med de studerende
  • Deltagelse i workshop med de studerende

Output

  • Prototype