Struktureret kvalitetsoptimering gennem forskning
En lang række perioperative behandlinger bliver indført i klinikken uden nogensinde at være undersøgt systematisk i de patientgrupper, hvor de faktisk anvendes. Selv store randomiserede studier oversættes ofte dårligt til daglig praksis, og mange retningslinjer implementeres bredt uden reel viden om deres effekt på tværs af forskellige kirurgiske miljøer. Med den nyetablerede TRIPLE-A-database, som løbende indsamler strukturerede data fra alle ca. 100.000 årlige operationer i Region Hovedstaden og Region Sjælland, er det nu for første gang muligt at evaluere perioperative behandlinger i realtid på tværs af et helt sundhedsvæsen. Vi ønsker at etablere en koordineret indsats, hvor hospitalerne skifter mellem forskellige evidensbaserede retningslinjer, så hvert skift fungerer som et naturligt eksperiment. Ved at analysere disse skift, identificere de mest effektive behandlinger og efterfølgende implementere dem på alle afdelinger, kan vi skabe et lærende sundhedssystem, der kontinuerligt forbedrer den perioperative behandling. Dette er aldrig gennemført i så stor skala og vil potentielt møde både entusiasme og skepsis, men gevinsten kan være betydelig. Over de næste ti år kan projektet ændre den måde, vi behandler kirurgiske patienter på, og forbedre resultaterne for tusindvis af mennesker. For at lykkes har vi brug for dedikerede kræfter, der kan løfte det indledende arbejde, støttet af et erfarent og bredt sammensat team.
Baggrund
Vi har netop lavet en oversigt over hvilke opioider (se billede), der bruges under operationer på Sjællands 9 hospitaler – det er fuldstændig forskelligt, til trods for at vi intet ved om hvad der er bedst. Dette er blot et eksempel blandt mange. Alle tror at det de gør lokalt er det bedste.
Vi mangler en struktureret måde at forbedre denne type udfordringer på. Vi skal have mapped processerne ud, så vi (eller I) kan præsentere visionen og vejen overfor hospitalsledelserne på Sjælland.
Hør Anders Karlsen fortæller om selve projektet i videoen
Partnere
Bispebjerg Hospital
Fakta
Casestiller kan tilbyde følgende:
- Stille op til præsentation af udfordring på kursus
- De studerende må besøge klinikken/afdelingen (feltarbejde)
- Løbende kontakt med de studerende
- Deltagelse i workshop med de studerende
- Relevant data og baggrundsmateriale
Output
- Rapport
- Mundtlig præsentation
- Idékatalog

