Bornholms Hospital er Region Hovedstadens mindste akut- og nærhospital, som betjener 40.000 faste beboere og op mod 140.000 borgere og turister i højsæsonen. Bornholms Hospital er særligt udfordret ift. den geografiske placering i Østersøen langt væk fra regionens øvrige hospitaler. Bornholms Hospital varetager selv en lang række behandlinger og patientforløb, men samarbejder også med specialiserede afdelinger på regionens øvrige hospitaler.

Det betyder, at en del bornholmske patienter skal rejse langt for behandlinger og konsultationer. I 2019 var der godt 42.000 envejsrejser med enten fly eller bil/færge. Ambulante besøg på Rigshospitalet stod for ca. 80 pct. af det samlede antal rejser. Dermed er Rigshospitalet det af de øvrige hospitaler i regionen, som flest patienter fra Bornholm behandles på. Omkostninger forbundet med transport af patienter fra Bornholm til de øvrige hospitaler i regionen ligger på 25,7 mio. kr. årligt og afholdes af Bornholms Hospital uanset om de har del i behandlingen.

For at begrænse rejser, som er både tidskrævende, dyre og miljøbelastende og som kan være en stor belastning for syge og ældre mennesker, arbejder Bornholms Hospital systematisk med at reducere unødige patientrejser ved bl.a. at gøre brug af virtuelle løsninger til konsultationer (e-konsultationer). I den forbindelse er der etableret 2 teleambulatorier på hospitalet, hvor patienter og pårørende enten selv eller sammen med personale fra Bornholms Hospital kan have e-konsultationer med sundhedsprofessionelle fra andre hospitaler i regionen.

Teleambulatorierne på hospitalet bliver anvendt til mange forskellige patientforløb, hvorfor rummene både skal kunne fungere som undersøgelsesrum med briks, som samtalerum og til dokumentation, når der er en sundhedsprofessionel fra Bornholms Hospital til stede under e-konsultationen. Som rummet er indrettet nu, sidder den sundhedsprofessionelle fysisk med ryggen til patient og pårørende, når der dokumenteres under konsultationen, ligesom den sundhedsprofessionelle ikke kan se eller ses af kollegaen på skærmen. Den fysiske indretning af rummet understøtter således ikke patientinddragelse, dialog og tværkollegialt samarbejde.

Vi forestiller os, at de studerendes rapport/præsentation af løsning eventuelt kan bruges til at søge fondsmidler til indretning af vores teleambulatorier.