Kommunikation på et hospital
Vi har brug for hjælp til at finde ud af, hvordan vi gør brug af Sikker Chat på den bedst mulige måde. Hvor, hvornår, om hvad og for hvem giver chatfunktionen den bedst tænkelige værdi for klinikerne?
Der kan bl.a. overvejes:
- Hvilke afdelingstyper, er funktionen mest relevant for? Der er fx stor forskel på arbejdsgangene og flowet i akutmodtagelse og i et alment sengeafsnit.
- Er funktionen mest relevant for monofaglig kommunikation? Altså sygeplejerske til sygeplejerske? Eller er det også relevant på tværs af professioner? Altså fra læge til sygeplejerske?
- Er funktionen anvendelig på tværs af afdelinger? Fx i forbindelse med patientoverflytninger?
Baggrund
I Region Hovedstaden har man udrullet chatfunktionen ”Sikker Chat”.
Sikker Chat er et modul, som er integreret i Sundhedsplatformen (SP). SP er Region Hovedstadens system til journalføring og anvendes på tværs af alle hospitalsafdelinger. I kommunerne findes andre journalsystemer, og her har man ikke Sikker Chat.
Sikker Chat gør det muligt for sundhedsprofessionelle (læger, sygeplejersker, sosu’er m.v.) at kommunikere asynkront og over afstand. Funktionen minder meget om de chat systemer, vi kender fra hverdagen såsom SMS og messenger.
På et hospital fylder mundtlig kommunikation meget. Det gør det lettere at træffe beslutninger og intervenere hurtigt, når en klinisk situation ændrer sig. Skriftlig kommunikation fylder også meget på et hospital – dog handler skriftlig kommunikation ofte om dokumentation i SP af fx udførte opgaver, fremadrettede planer og prøvesvar.
Det smarte ved Sikker Chat er, at man ikke nødvendigvis forstyrrer modtageren.
Scenarie
Forestil dig, at du er ved at hjælpe en patient ud af en seng og over i stol, og så ringer din telefon i din lomme. Du ved ikke hvorfor, den ringer, og den som ringer til dig, ved ikke hvad du er i gang med. Patienten bliver måske utryg ved lyden af opkaldet, og du bliver distraheret i dit arbejde.
Da du er færdig med at forflytte patienten, ringer du tilbage og finder ud af, at det var din patients fysioterapeut, der vil høre, om patienten er klar til træning?
Kunne det spørgsmål være klaret med en besked, der ikke havde forstyrret dig?
Partnere
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Fakta
Casestiller kan tilbyde følgende:
- Stille op til præsentation af udfordring på kursus
- De studerende må besøge klinikken/afdelingen (feltarbejde)
- Deltagelse i workshop med de studerende
Output
- Rapport
- Mundtlig præsentation
- Behovskatalog / indsigter i feltarbjede

