Hvornår er forskningspanelet en succes?
Region Hovedstadens Psykiatri – Sektion for Forskning er vi i gang med det indledende arbejde med at etablere et Forskningspanel (Research Advisory Board).
Baggrund for case
Patienter og pårørende involveres i stigende grad i forskning, da de med egne levede erfaringer kan bidrage med nye perspektiver, kvalificere forskningsdesign og ideer og i sidste ende være med til at øge forskningens samfundsrelevans. Nationalt og internationalt er der et øget fokus på involvering af patienter og pårørende i forskning hos både fonde, beslutningstagere, interesseorganisationer og forskere.
Brugerinvolvering kan foregå direkte i forskningsprojekterne, hvor patienter og pårørende inddrages i forskellige led af forskningsprocessen. Den kan også foregå på organisatorisk niveau igennem brugerråd, hvor patienter og pårørende kan rådgive og inspirere på overordnet niveau om f.eks. forskningsemner, kommunikation og patientrekruttering; bedømme elementer vedr. brugerinvolvering i forskningsansøgninger og/eller indgå i forskningsstrategiske beslutningsfora.
I Region Hovedstadens Psykiatri ønsker vi – i regi af Forskningsplan 2022-2027 at styrke involveringen af patienter og pårørende i forskning. Frem til 2027 skal der derfor arbejdes henimod at:
– etablere et Forskningspanel bestående af personer med sygdomserfaring samt pårørende
– tilbyde kurser for medlemmer af Forskningspanel, der introducerer til forskningsområdet og kurser for forskere om involvering af patienter og pårørende
– alle kliniske ansøgninger til Region Hovedstadens Psykiatris Forskningspulje skal indeholde en plan for involvering af patienter og pårørende, der kommenteres af Forskningspanelet og indgår i den samlede vurdering af forskningsansøgningen
Vi har netop nedsat en arbejdsgruppe internt i psykiatrien, som skal arbejde videre med at udarbejde oplægget til hvordan forskningspanelet bør sammensættes, hvordan det bedst understøttes og hvordan indsatsen kan starte i mindre skala og efterfølgende gradvist udvikles via en skaleringsplan med klare procesmål.
Hvad er udfordringen?
Det er vigtigt, at forskningspanelet får en reel stemme, er professionelt og har en stærk ledelsesmæssig forankring i organisationen. Udviklingen og implementeringen af panelet forventes at være en større kulturændring. Udfordringen er blandt andet at sikre den stærke forankring og at evaluere indsatsen. Men hvordan laves sådan en evaluering? Firkantet sagt: Hvornår er indsatsen en succes? Og hvilke elementer skal vi i særdeleshed have fokus på for at sikre forankring og bæredygtighed af panelet?
Partnere
Region Hovedstadens Psykiatri
Fakta
Brugerinvolvering kan foregå direkte i forskningsprojekterne, hvor patienter og pårørende inddrages i forskellige led af forskningsprocessen. Den kan også foregå på organisatorisk niveau igennem brugerråd, hvor patienter og pårørende kan rådgive og inspirere på overordnet niveau om f.eks. forskningsemner, kommunikation og patientrekruttering; bedømme elementer vedr. brugerinvolvering i forskningsansøgninger og/eller indgå i forskningsstrategiske beslutningsfora.
Output
- Rapport
- Mundtlig præsentation
- Idékatalog
- Prototype
- Forretningsmodel