Oplæg og workshop om

Undringsinnovation

Har du lyst til at udfordre dine forestillinger om, hvad innovation egentlig er – og udforske en mere menneskelig og refleksiv vej til nytænkning?

Copenhagen Health Innovation (CHI) og professor Finn Thorbjørn Hansen fra Aalborg Universitet byder indenfor til et oplæg og en involverende workshop i de nye, smukke rammer i Fælleshuset på Bispebjerg Hospital. Gennem dialoger og praktiske øvelser får du mulighed for at:

  • Genopdage undringen som en skabende kraft i både faglige og organisatoriske sammenhænge 
  • Udfordre de klassiske problemløsningsmetoder 
  • Opleve en mere rolig, refleksiv og menneskelig innovationsproces – hvor intuition, eftertanke og perspektivskifte får plads 

Innovationsparathed i hverdagen

Hvordan skaber man en innovationsparathed i hverdagen blandt de omsorgsprofessionelle – med udgangspunkt i det, de omsorgsprofessionelle selv, på egen krop og sjæl, erfarer og oplever som særligt væsentligt og meningsgivende?
Det er netop dette, menings- og undringsdreven sundhedsinnovation handler om som disciplin og praksis.

På Aalborg Universitetshospital har man eksempelvis i to år arbejdet ud fra en undringsbaseret innovationsform, hvor spørgsmålet har været, hvordan man dels kan styrke kommunikationen med patienter og pårørende, når de eksistentielle spørgsmål og temaer bliver påtrængende, og dels hvordan de omsorgsprofessionelle selv kan styrke deres eksistentielle ståsted og evne til at ”stå i det åbne”.

I Sverige er begrebet eksistentiel sundhed blevet et nøglebegreb inden for den nyeste forskning i folkesundhed, og i Danmark begynder man så småt også at se tiltag, der viser, hvordan man kan skabe et Tredje Rum for eksistentiel rehabilitering eller recovery – efter at patienten har været i de to andre rum: lægens behandlingssamtale (det biomedicinske sundhedsbegreb) og psykologens terapisamtale (det psykosociale sundhedsbegreb).

Undringsinnovation

I oplægget før workshoppen vil professor Finn Thorbjørn Hansen fortælle om, hvad undringsinnovation er i teori og praksis, hvordan han har arbejdet med det på Aalborg Universitetshospital, og hvorfor Det Tredje Rum netop ses som et nyt sted for eksistentiel sundhedsfremme. Her kan samspillet mellem natur- og kunstoplevelser og forundringssamtaler virke fællesskabende på et fællesmenneskeligt plan og fremme de samtalendes evne til at tage livets store spørgsmål op på en ikke-terapeutisk og ligeværdig måde.

Ud af innovations- og forskningsprojektet på Aalborg Universitetshospital opstod en ny dialogmodel til skabelsen af Det Tredje Rum, kaldet Undringskompasset.

I workshoppen vil deltagerne opleve, hvordan man konkret arbejder med undringsinnovation. Emnet vil være, hvordan man i hverdagen kan skabe nye måder at samtale og være sammen på, hvor de eksistentielle spørgsmål – og også de skønne øjeblikke – kan få mere plads.

Finn Thorbjørn Hansen

Finn Thorbjørn Hansen er professor i anvendt filosofi og leder forskningsgruppen Tid, Eksistens og Naturforbundethed ved Aalborg Universitet. Han har blandt andet skrevet bøger om hospice- og hospitalsfilosoffen som en ny profession og om, hvad undringsinnovation er.
Aktuelt er han ved at færdiggøre en bog med titlen: Veje til livsundren og eksistentiel sundhed: Når kunst, filosofi og naturen i sig selv er helende og udviklende.

Program

9:00-9:55: Det Tredje Rum, eksistentiel Sundhed og relevansen af Undringsinnovation. Oplæg og dialog v. Finn

9:55-10:05: Pause

10:05-11:15: Workshop med fokus Undringsinnovation gennem Undringskompasset v. Finn

11:15-12:00: Opsamling omkring gruppernes arbejde og oplevelser samt generel samtale om, hvor og hvordan undringsinnovation er relevant

Dato

17. December 2025

Tilmelding

Tilmelding er obligatorisk

Tilmelding sker via kursuslink.

Sted

Fælleshuset,

Nielsine Nielsens Vej 12,

Bispebjerg Hospital

Oplægsholder

Professor Finn Thorbjørn Hansen fra Aalborg Universitet