skip to Main Content

Jagten på det gode samarbejde i sundhedssektoren

Hvad skaber det gode samarbejde i sundhedssektoren? Et udpluk af deltagerne ved konferencen Uddannelse og innovation i morgendagens sundhedsvæsen gav deres bud på hvad det gode samarbejde kræver, hvor det ofte er svært, og hvordan vi kan blive bedre.

Sofie Koch Hovaldt, sygeplejerske i hjemmeplejen, Rudersdal Kommune:

Hvad kræver et gode samarbejde på tværs af fagligheder i sundhedssektoren?

”Et godt samarbejde kræver først og fremmest, at man vil samarbejdet. Det kræver, at man er åben overfor de præmisser, man indgår i samarbejdet på. Og så skal man have respekt for andres fagligheder”.

Hvor er det svært?
”Typisk er det respekten, det går galt med”.

Hvad kan du, og dem du arbejder sammen, med gøre for at blive bedre?
”Man kan starte med at se indad og spørge sig selv om man både er åben og viser respekt for dem, man indgår i et samarbejde med. Lige præcis respekten kan man blive ved med at arbejde med til evig tid. Man skal være klar på, hvad man selv bringer ind i et samarbejde og hvad andre bidrager med”.

Jette Holtzmann, Sektionschef, Center for HR, Enhed for Kompetenceudvikling og Uddannelse, Sundhedsprofessionelle:

Hvad kræver et godt samarbejde på tværs i sundhedsvæsnet af dig og dem, du arbejder sammen med?
”Det gode samarbejde kræver nysgerrighed, respekt og mod til at gå nye veje – også organisatorisk”.

Hvor er det svært?
”Det er ikke nødvendigvis svært, men det der kan være en udfordring er, når det strukturelle eller kulturelle stiller sig i vejen – det kan være vaner eller manglende viden”.

Hvad kan I gøre for at blive bedre?
Når man sætter folk sammen, bliver man overrasket over vores uvidenhed i forhold til, hvad andre laver. Vi mangler tradition for at sætte spot på lige netop det. Vi er uddannet i forskellige siloer og forstår ikke hinanden. De studerendes uddannelsesforløb i sundhedssektoren er fragmenterede, og de får ikke den nødvendige organisationsforståelse. Det kan vi gøre bedre. Det kræver, at ledelserne vil det, og at man arbejder systematiske med det, for eksempel ved at træne det i uddannelsesforløb. Og så skal vi alle være modige, være mønsterbrydere og skabe relationer på tværs”.

Claus Bøttcher Jørgensen, professor i innovation, entreprenørskab og outreach i uddannelserne, Københavns Universitet:

Hvad kræver et godt samarbejde på tværs i sundhedsvæsnet af dig og dem, du arbejder sammen med?
”Et godt samarbejde kræver først og fremmest, at man får snakket sammen inden man starter samarbejdet. Man skal afklare, hvad der skaber værdi for de forskellige parter”.

Hvor er det svært?
”Typisk er vi for dårlige til netop at forventningsafstemme. Vi tror, vi har en fælles opfattelse, men det viser sig undervejs, at det har vi ikke. Parterne kan gå ind i samarbejdet med forskellige dagsordener, der ændrer sig undervejs. Det bliver svært, når man ikke tager den risiko alvorligt fra starten”.

Hvad kan I gøre for at blive bedre?
”Vi skal blive bedre til at organisere vores samarbejder. Hvis vi skaber den rette governancestruktur, kan vi træffe de beslutninger, vi skal undervejs – både når det går godt, og når det bliver vanskeligt. Og så skal vi give os tid til at skabe en fælles forståelse på tværs af de involverede parter, inden vi går i gang”.

Christina Østergaard, bioanalytikerunderviser, Klinisk Biokemisk afdeling, Rigshospitalet:

Hvad kræver et godt samarbejde på tværs i sundhedsvæsnet af dig og dem du arbejder sammen med?

”At man kender hinandens fagområder og kompetencer. Samarbejde går oftest galt, når man har urealistiske forventninger til hinanden, og man derfor føler, at den anden fejler eller ikke gør, som man forventede. Jo bedre kendskab, des bedre samarbejde. Desuden er det vigtigt, at man kan være ærlig overfor hinanden. Stor udskiftning på en afdeling kan f.eks. føre til en masse tabt viden men også drive mod en kultur, hvor man ikke er tryg og derfor måske heller ikke oplever, at man kan være ærlig. Sidst men ikke mindst det sociale. Hvis man trives socialt på sin arbejdsplads, er man mere interesseret i at gøre sit bedste og hjælpe ”de andre”, så alle får en god dag”.

Hvor er det svært, og hvad kan vi gøre bedre?

Det er svært i stressede situationer, og når man er løbet tør for energi. Alt for lange perioder med underbemanding, mange ufrivillige vagter, meget sygdom på en afdeling og stor udskiftning – her er det svært at se lyset for enden af tunnelen. Flere hænder og fokus på trivsel skal prioriteres, og så skal nedskæringer ramme i de helt høje lønklasser, hvor man har glemt – eller aldrig kendt til – den virkelige verden”.

Hvad kan I, der arbejder sammen, gøre for at blive bedre?

Vi, på min nuværende afdeling, kan blive bedre til at fastholde personale der ”passer ind” og trives i et travlt miljø. Vi kommer aldrig tilbage til dengang, man havde en eftermiddagspause, men det er også ok, hvis bare vi kan holde hovedet koldt og øjnene skarpe på de sidste analyseresultater også. Men hvis ikke vi kan, er det vigtigt, at der handles prompte. Fejl sker, når man ikke har tid til at gøre det ordentligt, skal for mange ting på en gang eller ikke er ordentligt oplært. Hvem skal oplære grundigt, hvis der ikke er tid?”

Jette Hovedskov, Udviklingskonsulent, Center for HR, Enhed for Kompetenceudvikling og Uddannelse, Sundhedsprofessionelle

Hvad kræver et godt samarbejde på tværs i sundhedsvæsnet af dig og dem du arbejder sammen med?

”Vi skal ikke aflive monofagligheden, men være skarpe på vores egen faglighed, når vi arbejder sammen på tværs – det er en forudsætning for, at vi samlet set kan højne kvaliteten og patienten og borgerens tilfredshed. Ingen kan mestre et samlet patientforløb alene. Vi skal kende vores samarbejdspartneres faglighed og vide, hvad de kan. På den måde kan vi bruge hinanden på tværs”.

Hvor er det svært, og hvad kan vi gøre bedre?

”Vi skal turde ændre vaner og måder at gøre tingene på. Hvis man vælger at arbejde interprofessionelt vil det udfordre for eksempel de faglige hierarkier og forståelsen af, at alles bidrag er værdifulde. Der er tale om en kulturændring – og det tager tid. Det kan også indebære, at ledelsen må skabe nye rammer for de forskellige fagpersoners mulighed for at tale og arbejde sammen – altså ikke længere have lægekonferencerum eller sygeplejekonferencerum”.

Hvad kan I gøre for at blive bedre?

”Jeg tænker, at der er meget at hente, hvis vi tør at tage hastigheden ud af de møder, hvor vi træffer beslutninger. Vi skal mærke efter, om vi har vendt alle sten og taget de hensyn, som vi bør. F.eks. er det kliniske felt præget af, at der skal træffes mange beslutninger i en fart. Vi kan komme et skridt videre ved at uddanne facilitatorer, som kan arbejde med interprofessionelle dynamikker – og det kræver ledelsesmæssig opbakning. Vigtigst er det dog, at vi i vores samarbejde til stadighed har patienten og borgerens behov og ønsker for øje – det er der energien og meningen træder frem”.

Inspiration til det gode samarbejde
Mens konferencedeltagerne gav deres gode og konkrete bud på, hvad der skaber det gode samarbejde i deres professionelle hverdag, leverede David Budtz Pedersen og Jakob Wested et indlæg, der gav helikopterperspektivet på, hvad samarbejde er. Med afsæt i deres bog Kollaboration – vejen til åben forskning og åben innovation, blev der lagt op til diskussion af samarbejdets anatomi og måden at tænke samarbejde på. Skal vi måle, hvor gode vi er til at samarbejde og dermed indarbejde det i vores incitamentstruktur?