skip to Main Content

Studerende jubler over unik sommerskole

Sommerskole fælles intro til virtual reality

Begejstrede studerende har netop afsluttet den første sommerskole i simuleret kirurgi og de er ikke i tvivl om, at hands-on oplevelsen har forbedret deres tekniske kompetencer.

Fredag d.25. august kulminerede tre ugers intens sommerskole i simuleret kirurgi med en afsluttende eksamen og reception for de 26 danske og internationale studerende. Sommerskolen har fokuseret på at lære de medicinstuderende de praktiske færdigheder inden for kirurgi ved hjælp af virtual reality, simulationsdukker og operationer på grise.

Bedre tekniske færdigheder

Og det var glade og tilfredse studerende, der kunne ånde lettet op efter alle bestod.

”Jeg har aldrig prøvet simulation på min uddannelse,” fortæller Jacob Van Langenhove, der læser medicin på KU Leuven i Belgien. ”Det har været rigtig godt at prøve det af praktisk her. Jeg har virkelig lært meget.”

Sommerskole virtual reality
Sommerskole virtual reality

Tanja Jensen fra Københavns Universitet ved, at hun skal være kirurg og har gennem uddannelsen manglet hands-on træning. ”Med simulation kan du ikke gøre noget galt. Jeg har øvet mig rigtig meget og jeg kunne allerede mærke, at jeg er blevet bedre rent teknisk og koordinationsmæssigt, da vi var ude i klinikken i forløbet. Jeg føler mig meget heldig, at jeg har fået mulighed for at være med på et så unikt sommerkursus. Det har været rigtig godt!” siger Tanja.

Teori er ikke nok

For klinisk professor Lars Konge fra Region Hovedstadens simulationscenter CAMES på Rigshospitalet, der leder sommerskolen, har det været en vigtig milepæl at få gennemført denne første sommerskole i simuleret kirurgi.

”Vi bruger seks år på at gøre de bedste og dygtigste studerende endnu dygtigere ved at give dem mere viden. Så giver vi dem et par uger, hvor de skygger en erfaren læge og så forventer vi, at de er dygtige læger. Men det er ikke nok at være en god studerende. Du er nødt til også at lære og træne de praktiske færdigheder. Derfor er denne sommerskole et vigtigt første skridt, for at vi kan uddanne dygtige praksislæger!”

Kursusleder er meget tilfreds

Lars Konge har haft tre succeskriterier for sommerskolen.

  1. De studerende skal have det sjovt
  2. Alle skal tilegne sig nye kompetencer
  3. Mindst en udenlandsk studerende skal returnere til Danmark og praktisere medicin her.

I sin tale til de studerende evaluerede han på særligt de to sidste kriterier:

”Vi er lykkes med at sikre jer nye kompetencer. Vi er meget tilfredse med jer. I gjorde det alle rigtig godt til bronkoskopi-testen (kikkertundersøgelse af luftvejene, red.). Jeg har set mange hundrede læger udføre den og I var rigtig gode!” sagde Lars Konge tilfreds til de studerende.

”Vi er ikke kommet i mål med det tredje succeskriterie endnu – men det skal vi nok komme. Jeg er sikker på, at nogle af jer vil returnere og nyde det fantastiske sundhedssystem, vi har her i Danmark. ”

Simulation har vigtig rolle medicinsk uddannelse

Det er Medicin-uddannelsen på Københavns Universitet, der udbyder sommerskolen, og studieleder Jørgen Kurtzhals er begejstret for samarbejdet med CAMES om anderledes uddannelse.

”Simulationstræning er et vidunderligt værktøj, der giver studerende mulighed for at tilegne sig tilstrækkelige færdigheder, inden de arbejder med rigtige patienter. Personalet på CAMES reflekterer dybt over hvad de underviser i og hvorfor. Jeg håber I med tiden vil anerkende, hvor brugbart det her kursus har været for jeres fremtidige virke,” sagde han i sin tale til de studerende.

”Jeg er sikker på at både simulation, virtual reality og andre uddannelsesværktøjer vil spille en stadig større rolle i medicinsk uddannelse. Her vil vores fakultet (Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU, red.) og CAMES være frontløbere.”

Gruppebillede af kirurgisk sommerskole deltagere

Sommerskolen er finansieret af Region Hovedstadens Regionale Vækst- og Udviklingsstrategi:

greater-copenhagen
region-hovedstaden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig nyhedsbrevet
… og hold dig opdateret om kommende arrangementer og nyheder fra Copenhagen Health Innovation.
Du får samtidig en eksklusiv artikel fra Jonathan Løws Gurubogen.
Tilmeld
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Back To Top